Regeringens første 100 dage: Nordjyske ministre i top og bund

Foto: Niels Mejlvang, Scanpix.

En Megafonmåling viser, at danskerne mener, at Inger Støjberg er den minister, der klarer sig bedst, mens Thyra Frank scorer lavest.

Det er 100 dage siden, at V-regeringen blev til VLAK-regeringen, og dermed er det tid til at gøre status. Det har TV2 blandt andet gjort ved hjælp af en ny Megafonmåling, hvor danskerne er blevet spurgt, om de mener, at regeringen har gjort det godt eller dårligt, om statsminister Lars Løkke Rasmussen bør træde tilbage, og hvor godt de enkelte ministre har klaret sig.

Ser man på ministervurderingerne er der en nordjyde helt i top og en anden helt i bund af listen. 32 procent af danskerne har peget på udlændinge- og integrationsminster Inger Støjberg som den der har klaret sig bedst, og dermed er hun langt foran Søren Pape Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, som henholdsvis 15 og 14 procent af dnskerne nævner som dem, der har klaret sig bedst.

Nummer et fra bunden er den nordjyske ældreminister Thyra Frank. Hele 45 procent af danskerne har nævnt hende, når de er blevet bedt om at forholde sig til, hvilken minister, der har klaret sig dårligst.

Ifølge TV2's politiske redaktør, Anders Langballe, skyldes det, at Thyra Frank tilsyneladende har haft svært ved at klare presset som minister, og at Liberal Alliances joker på ministerposten ikke er lykkedes med at være det velfærdspolitiske blikfang, man havde håbet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord