Rekordmange søger UCN: Må afvise 400 pædagog-aspiranter

Foto: Anders Hestbek

University College Nordjylland har fået flere førsteprioritetsansøgninger til deres uddannelser end nogensinde før - især pædagoguddannelsen er populær.

Deadline var i dag, torsdag, klokken 12 for de håbefulde unge, der har søgt ind på en uddannelse på kvote 1. Og rekordmange af dem, der gerne vil læse i Nordjylland, har valgt at søge ind på University College Nordjylland (UCN).

Her har man i denne omgang fået 9792 ansøgninger - heraf har 4262 en af UCN's 25 uddannelser som deres højeste ønske. Det er fire procent flere end sidste år og det bedste resultat i skolens historie. 

Læs også De sundhedsfaglige uddannelser hitter i Nordjylland

Det er især pædagoguddannelsen, der i denne omgang har trukket mange af ansøgningerne. 845 ansøgere har uddannelsen som deres førsteprioritet, men der er kun 469 pladser på UCN. Derfor bliver det nøvendigt at afvise mange af ansøgerne, meddeler ledelsen.

På sygeplejerskeuddannelsen i Thisted, hvor UCN netop har oprettet 10 ekstra pladser, regner man med at fylde dem op. Her er der kommet 54 førsteprioritetsansøgninger til 36 pladser.

Samtidig har der været en stigning i søgningen til de tekniske uddannelser som bygningskonstruktør og produktionsteknolog.

- Det er godt, for der er rigtig gode beskæftigelsesmuligheder, og vi har pladser til ansøgerne. Vi vil omvendt gerne have flere ind på automationsteknolog – dem er der virkelig rift om i erhvervslivet, og her bliver holdet slet ikke fyldt op, siger rektor Lene Augusta Jørgensen fra UCN.

Til gengæld forventer man, at der vil være ledige pladser på læreruddannelsen i Hjørring. Ansøgertallet til læreruddannelsen i Aalborg og Hjørring er stort set det samme som sidste år. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord