TV2 Nord

Røvere slog ung mand i ansigtet

Foto: TV2/Nord

En 21-årig ung mand blev kort efter midnat overfaldet og berøvet, da han sad og ventede på bussen.

Klokken halv et natten til torsdag blev en 21-årig mand fra Aalborg overfaldet og berøvet. Han sad i et busskur på Sohngårdsholmvej og så film på sin computer, mens han ventede på bussen.

Men to unge mænd overfalder ham i busskuret og tildeler ham flere slag i ansigtet før de tvinger ham til at aflevere sin computer til dem.

Kort efter blev den ene af de to overfaldsmænd dog pågrebet. På Thulevej blev han anholdt med computeren på sig. Der er tale om en 18-årig mand fra Støvring. Han er ikke i forvejen kendt af politiet.

Nordjyllands Politi er nu på jagt efter den anden gerningsmand.

Politiets jurister skal nu vurdere, om manden skal fremstilles i grundslovsforhør.

- Det er jo røveri, når der bliver brugt vold, og det takserer i den højere ende af skalaen, siger vagtchef Henrik Beck.

Den 21-årige mand, der blev overfaldet, var rystet efter røveriet, men han havde det efter omstændighederne godt.

Har du et godt tip?