Røveri måske opklaret

00:36

1 af 2

Politiet har sigtet to personer for røveriet mod en pengetransport ved Color Line i Hirtshals d. 3. august. Det er dog tvivlsomt, om beviserne holder.

Ved røveriet blev to bankbetjente fra Jyske Bank truet af to maskerede mænd med pistoler, da de kom ud fra Color Lines terminal. De to røvere forsvandt med omkring en million kroner i en mørk Audi.

I løbet af efteråret har politiet sigtet to gamle kendinge på 29 og 31 år fra Midtjylland for røveriet.

- Vi har forsøgt at samle beviser mod de to og sagen er nu sendt til vores jurister, der skal afgøre, om sagen er god nok, siger vicepolitikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi.

Noget tyder dog på, at beviserne ikke er stærke nok til at få de to mænd dømt. Politiet har nemlig undladt at fremstille de to i grundlovsforhør, som det ellers er kotume i røverisager. Ikke mindst i sager med våben og imod personer, der i forvejen er godt kendt af politiet.

Peter Skovbak vil ikke fortælle om beviserne, men regner med at have en afgørelse på, om sagen kan bære en tiltale, i løbet af januar 2011.

De to mænd nægter sig skyldige.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord