SAS erkender fejl

199 SAS-passagerer har krav på kompensation, efter det fly de var med blev væsentligt forsinket. Det erkender SAS overfor TV2/Nord.

Det sker efter advokat Preben Bang Henriksen har stævnet selskabet for at få den erstatning, han ifølge en EF-dom har krav på.

Ifølge informationschef Mikkel Thrane, så er det ikke nødvendigt at lægge sag an mod SAS for at få den kompensation man som passager har krav på:

- De skal ikke true med at slæbe os i retten. De skal henvende sig til os og sige, at de har haft den her situation, og at de har været forsinkede, og så vil det bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. I den her sag så kan de henvende sig til os og så vil vi behandle sagerne og vurdere om der er grundlag for at de også skal have kompensation, siger han til TV2/Nord.

SAS erkender, at det var en fejl, at der ikke blev udbetalt kompensation da Preben Bang Henriksen i juni måned blev forsinket over seks timer på en flyvning fra Nice via København til Aalborg. En tur på godt 1600 kilometer, som ifølge Sturgeon-dommen udløser en kompensation på 400 euro, eller næsten 3000 kroner.

- Vi laver en fejl i forbindelse med sagsbehandlingen i den her sag, og det er selvfølgelig rigtig beklageligt. Det finder vi ud af da kunden henvender sig til os, og derfor så tilbyder vi ham den kompensation han skal have.

Preben Bang Henriksen fik først tilbudt kompensation, da han stævnede SAS. I sit virke som advokat var han bevidst om sine rettigheder efter Sturgeon-dommen. Det er nemlig ikke noget SAS selv oplyser sine passagerer om.

Direkte adspurgt, hvorfor SAS ikke informerer om muligheden for kompensation efter langvarige forsinkelser, siger Mikkel Thrane til TV2/Nord:

- Sådan er det jo også i alle mulige andre sammenhænge. Fordi der er faldet en afgørelse på et område skriver man det nødvendigvis ikke ind i reglerne. Men derfor er det jo en del af det retsgrundlag som virksomheder, herunder vores virksomhed, reagerer på, og det er også det vi har gjort i den her sag.

For selskabet anerkender reelt ikke Sturgeon-dommen:

- Vi synes den er problematisk fordi den udvider de begreber man arbejder med i den forordning som regulerer passagerernes rettigheder, og derfor mener vi, at den her sag skal prøves igen, og det er der en lang række flyselskaber i Europa som er gået til EF-domstolen for at få prøvet, siger han til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland