Følg med: Se om Frederik og Vilmar klarer 2 x 800 gram kød

10:00

Den nye Café Min Olivia i Aalborg markedsfører sig blandt andet på en kæmpe-burger med hele 800 gram kød, men ejeren mener ikke, der er tale om madsvineri.

Den nye Café Min Olivia, der netop er åbnet på Vesterå i Aalborg, skaber både røre og begejstring.

Caféen markedsfører sig blandt andet på en kæmpeburger, der har oksekød for 800 gram og udfordrer selv den største mand i at spise op.

I den forbindelse søgte TV2 Nord efter to burgerglade nordjyder, der havde lyst til at spise gratis på Cafe Min Olivia og samtidig deltage i et liveinterview tirsdag aften og fortælle om deres oplevelser med den enorme burger.

Og nyheden har i den grad fået TV2 Nords brugere til tasterne. Flere er begejstrede for konceptet, men nogen peger også på de miljøskadelige effekter. Blandt andet har Pernille Urth skrevet "Fantastisk koncept, når det er kendt viden, at vi skal spare på vores kødforbrug i forhold til den massive klimapåvirkning."

Men kommentarerne rør ikke indehaveren af Cafe Min Olivia, Caglar Koycu, der med den nye cafe nu ejer 11 caféer i Danmark. Han regner med, at dem, der bestiller den store burger, også kan spise op, så der ikke går særlig meget mad til spilde.

- Der skal også være plads folk, der gerne vil have en udfordring. Det skal også være sjovt at gå på café - det skal give nogen sjove oplevelser. Selvfølgelig kan vi risikere madspild, men folk smider også mad ud, hvis de kun har fået en bøf med 200 gram kød i, siger Caglar Koycu.

- Det her er ikke en stor buffet, hvor jeg smider det meste ud. 

Men kødproduktionen har også en stor miljømæssig påvirkning. Har du ikke gjort dig nogen tanker om det, da du åbnede caféen? 

- Det er jeg ikke gået så meget ind. Det handler om at køre en forretning, og langt de fleste er meget tilfredse med vores koncept. Selvfølgelig er der plads til debat, men de fleste synes, det er rigtig sjovt, det vi har lavet. Det hele skal ikke være så negativt, siger Caglar Koycu. 

Café Min Olivia åbnede tirsdag. 

Se videoen med de to datamatikerstuderende fra UCN, Frederik Rank Sejrsen og Vilmar Mouritsen - der kaster sig ud i to kæmpe burgere.

Flere nyheder fra TV2 Nord