Seks nye lejlighedstårne skal give Aalborg Øst et løft

Aalborgs østlige skyline kommer snart til at være præget af seks nye tårne, der skyder op i Kildekvarteret i Aalborg Øst.

174 lejligheder fordelt på seks tårne, det er planen for nybyggerierne i Kildekvarteret i Aalborg Øst. Lejlighederne, der har panoramaudsigt over Aalborg og Limfjorden, skal være med til at give bydelen et løft. Det er det private firma Vendia Ejendomme, der står bag nybyggeriet. 

- Området er i disse år igennem en stor forvandling. Visionen er at udvikle en moderne bydel, der byder på et varieret boligtilbud til såvel unge som ældre med gode uderum, opholdsarealer, legepladser og institutioner, siger Rasmus Haugaard, direktør i Vendia Ejendomme. 

quote Visionen er at udvikle en moderne bydel, der byder på et varieret boligtilbud til såvel unge som ældre

Rasmus Haugaard, direktør i Vendia Ejendomme

Der er bare to måneder til, at de første lejere flytter ind i de nye ejendomme på Blåkildevej, så der arbejdes lige nu intenst på at få lejlighederne gjort helt færdige. Håbet er, at de nye lejligheder trækker nye beboere til området, der ligger nær det nye supersygehus og universitetet. 

Aalborg Kommune hilser de nye ejendomme velkomne. 

-  De skal gøre, at vi i bund og grund får den blandede by. Det er rigtig vigtigt at få de der blande bo-former og den der miksede by, og det tror jeg også, er vigtigt i det østlige Aalborg. Det er meget spænende at få lejeboliger mikset ind med de almene boliger derude, siger stadsarkitekt i Aalborg Kommune, Peder Baltzer Nielsen. 

Det første tårn er klar til indflytning om få måneder mens det sjette og sidste tårn ventes indflytningsklar i december 2019. 


Seneste nyt

fra Nordjylland