Skød og truede med softgunpistol

Foto: TV2/Nord

To personer blev fredag varetægtsfængslet, sigtet for røveri og trusler i Nørresundby, Aalborg Øst og Hjørring.

Nordjyllands Politi havde torsdag aften nok at se til, da to 20-årige mænd fra Aalborg-området tog på togt med en softgunpistol.

Klokken 19.42 kom den første melding ind. To personer havde skudt mod en rude i en ejendom i Nørresundby.

Tyve minutter senere var de to, der er kendt af politiet i forvejen, kommet til Aalborg Øst. Her bemærkede et vidne, at de skød mod flere biler, men da de to mænd opdagede, at de ikke var alene, truede de vidnet.

Makkerparrets sidste ugerning fandt sted klokken 21.17 i Hjørring. Her havde de aftalt at mødes med en tredje person for at købe en mobiltelefon. Men i stedet for en handel udviklede mødet sig til et røveri, da de to truede med pistolen og frarøvede den tredje sin telefon og øvrige ejendele.

Togtet sluttede på E39 ved Tylstrup hvor de to mænd blev standset. De blev anholdt og sidder fredag morgen i detentionen.

Politiet havde fredag de to 20-årige i grundlovsforhør, hvor de blev fængslet til 1. spril sigtet for røveri, trusler på livet, hærværk, overtrædelse af våbenloven og flere overtrædelser af færdselsloven.

De har begge kæret fængslingen.