Statsminister besøger 3F

Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i dag tale på 3F kongressen i Aalborg.

Normalt bliver en socialdemokratisk statsminister modtaget med jubel på en fagforeningskongres. Men det svigtende medlemstal i 3F samt faldende vælgertilslutning hos det klassiske arbejderparti lagde en dæmper på begejstringen, da Helle Thorning-Schmidt i dag besøgte 3Fs kongres i Aalborg.

Siden 2011 har 3F mistet 40.000 medlemmer. Frustrationerne i fagforbundet er derfor næsten lige så store, som forventningerne engang var til statsministeren.

- Der er røster i 3F, der også snart forlanger en anden politik. Hvis vi skal blive ved med det her, så skal vi snart se nogle resultater for vores medlemmer, siger Allan Busk, der er næstformand i 3F Aalborg.

Allan Busk repræsenterede Socialdemokraterne i det nordjyske regionsråd, men han har taget konsekvensen af kursen og meldt sig ud af partiet. Generelt er opbakningen til Socialdemokraterne skrantende.

- De gør jo det forkert, at alt det de lovede os, at de ville gøre, da vi i 3F rendte rundt og stemte dørklokker for at få dem valgt, det har de jo ikke gjort. De har jo ikke løftet den problematik, som det i virkeligheden handler om; det er dem i bunden, vi skal have med op, siger Allan Busk.

Han var heller ikke begejstret for talen på kongressen.

- Der er blandede følelser derinde, og sådan er det. Der var nogen, der vendte ryggen til hende. Der var nogen, der udvandrede under talen, og nogle satte sig ned. Der var nogle, der gav hende et kæmpe bifald. 3F er et mangfoldigt forbund, og der er plads til alle - selv statsministeren, slutter Allan Busk.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt havde i dag ikke tid til at tale med TV2/Nord om besøget.


Seneste nyt

fra Nordjylland