Stiv og skæv bilist spærrede afkørsel

En 19-årig mand var hurtig til at indrømme, at han var for påvirket til at køre bil, efter at have spærret motorvejsafkørsel.

Egentlig var en patrulje fra Nordjyllands Politi natten til mandag på vej ud til en fodgænger, som var blevet set på motorvejen nær Aalborg. Betjentene spottede da også fodgængeren ved afkørsel 24 – men da de ville køre ned til ham ad motorvejsafkørslen, kunne de ikke komme forbi, fordi en parkeret bil spærrede afkørslen.

Patruljen bad chaufføren af den parkerede bil holde ind til siden, og det gav den 19-årige chauffør så stort et chok, at bilen gik i stå. Det fik hurtigt betjentene til at mistænke, at han var påvirket af spiritus.

Mens en betjent hentede fodgængeren på motorvejen, gik den anden betjent over for at snakke med bilisten, der var hurtig til at indrømme, at han havde fået for meget at drikke. Han tilføjede desuden, at betjentene nok også ville have held med at teste ham positiv for kokain og hash. En påstand, som blev bekræftet af alkometer og narkometer.

Den 19-årige bilist blev anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand. Han blev desuden taget med på stationen for at få taget en blodprøve.


Seneste nyt

fra Nordjylland