Byggerod: Nyt sygehus forsinkes

Foto: Jesper Bo Winther

Nordjyderne må vente et halvt år ekstra på at tage Nyt Aalborg Universitetshospital i brug. Årsagen er problemer med el-arbejdet.

Fem milliarder kroner. Så mange penge er der budgetteret med at bruge på byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital. Et byggeri, der efter planen skulle have stået færdigt om et år, i efteråret 2020. Men nu er leveringen af det færdige byggeri udsat indtil sommeren 2021. Det skyldes problemer med el-entreprisen på det nye sygehus, der bliver dyrere end først beregnet.

Ifølge en uafhængig revision foretaget af BDO Consulting af byggeriet, er der risiko for, at byggeriet bliver yderligere forsinket på grund af, at "manglende projektmæssige afklaringer indebærer risiko for yderligere forsinkelser, hvis der ikke sker de nødvendige afklaringer som forudsat i fremdriftsrapporterne", som Region Nordjylland selv skriver på sin hjemmeside.

Den uafhængige revision, kaldet Det Tredje øje, er en del af aftalen mellem Region Nordjylland og staten, hvor regionen har forpligtiget sig til at få lavet en uvildig rapport hvert kvartal, der holder øje med, om byggeriet følger tidsplanen og økonomien.

Region Nordjylland vil nu have afgjort i en voldgiftsag, hvem der skal betale de ekstra udgifter til byggeriet. Og det er ikke unormalt, at der opstår voldgiftsager i forbindelse med store byggerier. Det fortæller Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE:

- Når man har med meget store byggeprojekter at gøre, så vil der ofte komme et eller andet, som var uventet, og hvor man er uenige om, hvis skyld det er. Der har vi så det system, at man kan prøve at nå til enighed eller man kan ende i en voldgift. Og når man har med store beløb og med store projekter at gøre, så er det ikke ualmindeligt, at man ender der en gang imellem.

- Regionen har jo ansvaret for at forvalte skatteborgernes penge på den bedst mulige måde, og hvis de ikke mener, at de har fået den vare, de har betalt for, så er det da helt rimeligt, at regionen går efter at få den vare, afslutter Jakob Kjellberg.

Her kan du se seneste afsnit i vores serie om opførelsen af det nye sygehus
Du kan se de andre afsnit ved at klikke her.

22:02 Luk video

Forsiden lige nu