Ugens første dage minder om sommer

Ugens første dage giver en masse sol og lune temperaturer, der peger i retningen af sommer.

Maj lægger ud med noget, der minder om sommer. De heldige kan få lov til at nyde op mod 20 graders varme i løbet af ugen.

I hvert fald i ugens begyndelse, der lægger stærkt ud med en mandag i solskin, lyder det fra vagtchef ved DMI Steen Rasmussen

- Det går den rigtige vej. Vi kan se, at sommeren nærmer sig stille og roligt, siger vagtchef Steen Rasmussen.

- Det er varmet op nede over Polen og Tyskland, og den varme breder sig op over Danmark her først på ugen, forklarer vagtchefen.

Det bliver først og fremmest den sydlige del af landet, der kommer til at nyde godt af op mod 20 graders varme mandag, resten af landet får mellem 15 og 18 grader. Kyster med pålandsvind dog noget køligere.

Tirsdag ser årets 1. maj-arrangementer ud til at blive hjulpet godt på vej af vejret. 

- Der kommer en hel del sol og også op mod 20 grader. Vinden bliver dog lidt friskere, siger Steen Rasmussen.

Det fine vejr holder også onsdag, men hen mod slutningen af ugen bliver går det ned ad bakke.

- Når vi kommer hen mod torsdag og fredag er det ret sikkert, at det bliver koldere, siger vagtchef Steen Rasmussen. 

Og selv om ugen generelt tegner sig tør, så kan der falde en dråbe eller to over konfirmanderne på store bededag.

Det er kold luft fra polaregnen, der bevæger sig ned over Danmark, og tager køligere vinde med sig. Hen mod ugens slutning kan det give endnu en omgang nattefrost. Dagtemperaturerne kommer til at ligge mellem 10 og 15 grader.

- Varmen er ikke så kraftig over Skandinavien endnu, så den kan ikke holde kulden tilbage, siger Steen Rasmussen.

Ser man endnu længere frem - hen mod weekenden - så kan det blive endnu koldere og samtidig blæsende. Omkring 10 graders varme.

- Det er dog endnu usikkert, fastslår vagtchefen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland