Ungdomsfestival rammer Aalborg

Flere unge musikere fra fritidscentret Fri-Stedet hjalp fredag eftermiddag med forberedelserne til Ungdomsringens Musikfestival. Foto: Iben Hedemann

For 30. gang lægger Aalborg Kongres og Kultur Center scener til, når tusindvis af unge mødes til Europas største ungdomsmusikfestival. Det har sat flere frivillige i sving.

Med 260 bands fordelt på 10 scener byder Ungdomsringens Musikfestival 2012 på et omfattende program, når bands med unge fra fritids-, ungdomsklubber og ungdomsskoler i Danmark, Sverige, Norge, Færøerne og Polen i to dage giver den gas og spiller koncerter for hinanden.

Ungdomsringens Musikfestival er et non-profit arrangement båret af frivillig arbejdskraft. Bag scenerne knokler både unge og voksne for at gøre arrangementet til en god og professionel oplevelse for alle.

- Det fede er at være lidt mere med i det, frem for hvis vi kun kom ind om aftenen for at spille og så gik igen. Nu er vi med hele vejen og hjælper til, fortæller Oliver Emil Søndergaard Gert, der kommer fra fritidscentret Fri-Stedet. Han skal selv spille til festivalen sammen med flere andre unge fra Fri-Stedet, som fredag eftermiddag hjalp med at gøre scenerne klar.

Festivalen bliver skudt i gang klokken 19.00 fredag aften og afsluttes lørdag aften, hvor det nordjyske band, The Blue Van, giver koncert for de mange unge.

Flere nyheder fra TV2 Nord