Uro om skattebreve

02:20

1 af 2

Stor forvirring om breve fra SKAT. Politiet har advaret hele dagen.

Et brev fra skat har skabt mistro og stor forvirring i Nordjylland. Ingen vidste om rykkerbrevet var falskt eller sandt - eller om de skulle betale eller ej

Hans Kurt Hansen var ikke i tvivl om, at det var svindel, da han lørdag morgen fik et rykkerbrev fra skat med posten

-Der var noget galt. Det lignede topmålet af frækhed. Cpr-nummeret var skrevet helt forkert, siger Hans Kurt Hansen fra Hirtshals.

Chaufføren var overbevist om, at kriminelle havde sendt brevet fra skat - blandt andet fordi cpr-nummeret stod helt forkert og fordi der var tale om et lille beløb på 102 kroner.

Nordjyllands Politi har hele dagen advaret bekymrede borgere mod at betale opkrævningen fra SKAT. Vagtchefen siger til TV2/Nord, at borgere der får den her slags mistænkelige breve altid bør kontakte SKAT, inden de betaler.

Det viser sig, at brevene ikke var et falsum. De var fra skat. Skat beklager den forvirring, brevene har skabt - især at cpr-nummeret er skrevet forkert

- Det er selvfølgelig en fejl. Vi beklager, at cpr-numrene står, som de står. Det retter vi naturligvis, siger Richard Hanlov, underdirektør i Skat.

Skat opfordrer borgerne til i fremtiden at kontrollere deres skattemappe på internettet, inden man betaler eventuelle regninger. Alt post fra SKAT vil nemlig også ligge der.

Har du et godt tip?