Vendsyssel FF fik tæsk af FC Nordsjælland

Vendsyssel FF måtte søndag eftermiddag se sig slået af FC Nordsjællands unge kuld.

Efter sejre i de to første kampe kom oprykkerne fra Hjørring igen lidt ned på jorden, da det blev til et 3-0 nederlag søndag eftermiddag.

Vendsyssel FF skulle søndag forsøge at fortsætte deres imponerende gode start på Superliga-tilværelsen, da de gæstede FC Nordsjælland i ALKA Superligaen.

Første mål i kampen blev scoret efter 41 minutter. Her sendte Nicklas Strunck Jakobsen bolden i nettet bag nordjydernes målmand, Nikolai Flø.

Vendsyssel fik en god åbning på anden halvleg, hvor først Lucas Jensen og siden Sander Fischer havde gode chancer, men også Nordsjælland havde gode tilbud på kunstgræsset.

Spillet bølgede frem og tilbage i et tempo, der var noget højere, end da den før sommerpausen stod på 1. divisionsfodbold, og selvom Vendsyssel kæmpede ihærdigt, havde de svært ved at følge med de hurtige Nordsjælland-spillere. Keeper Nicolai Flø viste dog Superliga-klasse og var af flere omgange en mere end sikker sidste skanse i målet.

Efter 68 minutter kunne Nicolai Flø ikke stille noget op, da hjemmeholdets Andreas Olsen blev sendt afsted i dybden. Med et fikst træk rundede han Vendsyssel-keeperen og derefter kunne han nemt sende bolden i nettet til 2-0.

 

Vendsyssel forsøgte derefter at presse på, og holdet kom også til flere halve chancer, der dog først for alvor blev farlige med små ti minutter igen. En returbold dumpede ned for fødderne af Mikkel Frankoch, der resolut smaskede til bolden, som strøg op på overliggeren, der formentlig stadig står og ryster lidt. Bolden havnede derefter igen på Vendsyssel-fødder, og kun en fornem redning fra den tidligere AaB-målmand Nicolai Larsen forhindrede VFF i at heade en reducering i mål.

 

Det intensiverede pres gav i mellemtiden plads bagud, og efter en Nordsjælland-kontra, der ifølge dommeren blev bremset ulovligt af Daniel Christensen, blev der dømt straffe til hjemmeholdet, som Godsway Donyoh omsatte sikkert til slutcifrene 3-0.


Seneste nyt

fra Nordjylland