Verdensstjerner starter badminton-camp

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der til daglig er en del af verdenseliten i badminton, tager nu deres talent med ud i de små haller, for at lære fra sig til unge danske badmintonspillere.

Få en verdensstjerne som træner. Sådan lyder tilbuddet fra de nordjyske badmintonstjerner Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der sammen har startet projektet Badmintoncamp.net op.

Badmintoncamp.net er – som navnet antyder – camps hvor unge badmintonspillere kan komme tæt på de to stjerner og sågar få træning af dem.

- Kamilla og jeg har begge to set meget op til de danske topspillere da vi selv var ungdomsspillere. Dengang var det ikke nemt at komme tæt på dem, og derfor vil vi gerne give de unge spillere muligheden for at lære af os, udtaler Christinna Pedersen i en pressemeddelelse.

De første camps løber af stablen 21. og 22. december i Gug Badmintonklub hvor Christinna selv har fået sin badminton-opdragelse og på førstedagen var unge badmintonspillere fra hele landet kommet til Gug for at komme tæt på de to stjerner.


Seneste nyt

fra Nordjylland