"Vi venter og venter og får intet svar"

De lange ventetider hos Statsforvaltningen fortsætter. Jill Sørensen og Brian Sørensen venter begge på svar om børnebidrag i mere end 20 uger.

- Jeg fik et brev fra Statsforvaltningen, hvor der stod, at der i gennemsnit går 12 uger før svar i sager om børnebidrag. Den tidsfrist er da for længst overskredet, siger Brian Sørensen fra Hobro, der er it-rådgiver og som lige nu kæmper for at få børnebidrag fra sin tidligere samlever. Han har ventet på svar fra Statsforvaltningen i mere end 20 uger.

Samme frustration oplever Jill Sørensen fra Aalestrup.

- Jeg troede, at det blot var en formsag, og nu sidder jeg så som en sur moster, og skal skrive ind og klage. Det skulle da ikke være nødvendigt, forklarer Jill Sørensen.

Lige nu er der over 5000 ubehandlede sager om børnebidrag. Forældrene, der venter, får ingen penge, før sagerne er afsluttet.

Hos Statsforvaltnigen beklager kontorchef Adam Schacke.

- Det synes jeg ikke om. Det er ikke vores mål, at borgerne skal vente i lang tid. Vi har et princip om, at vi behandler i den rækkefælge, de kommer ind. Og så kan man ringe ind, og vi vil forsøge at give et svar, siger Adam Schacke fra Statsforvaltningen.

Det svar er ikke til megen trøst. Både Jill Sørensen og Brian Sørensen har ringet og mailen mange gange uden svar.

- Jamen, jeg vil tro, at de får en afgørelse på deres sag inden for to til tre måneder, siger Adam Schacke.

Se indslag om sagen i mandagens udsendelse klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland