Brand i tøjcontainer i nat - vidner hørte flere brag
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
Brand i en container spredte sig til Frelsens Hær ved siden af.
Det var ikke kun i Hirtshals, der var brand i nat.
Sådan lyder det onsdag morgen fra Nordjyllands Politi.
Natten til onsdag klokken 02:03 blev Nordjyllands Beredskab og politiet gjort opmærksom på en brand i en tøjcontainer på Østergade i Brønderslev.
Ifølge flere vidner var der flere store brag i forbindelse med branden.
- Netop på grund af flere vidneforklaringer skal vi nu have efterforsket nærmere, om branden er blevet påsat og om det eventuelt er gjort med fyrværkeri, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen til TV2 Nord.
Bygningen tog skade
Branden blev uheldigvis ikke kun i tøjcontaineren ved siden af Frelsens Hær-butikken.
Ilden fik fat i tagudhænget på bygningen, hvori der udover Frelsens Hær også ligger flere andre butikker, hvorfor man kæmpede for hurtigt at få styr på branden.
Det lykkedes hurtigt at få bugt med ilden, men det krævede, at der blev åbnet yderligere for taget, så slukningsarbejdet kunne fuldføres.
St. Brønderslev er kørt til Byg.Brand-Butik i Østergade. En brand i en tøjcontainer har bredt sig til bygningens tag. Holdleder på stedet melder at branden er under kontrol.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) June 7, 2023