Fællesspisning skal styrke det sociale på FGU
Det kan få store konsekvenser, når eleverne på en forberedende grunduddannelse ikke mødes fysisk, men skal undervises online. Derfor har FGU i Dronninglund nu fundet på en løsning i fællesspisning, der skal sørge for at eleverne stadig kan se hinanden fysisk.
Når eleverne på FGU i Dronninglund ikke kan mødes fysisk, skaber det en større risiko for, at eleverne mister lysten til at gå i skole og dropper ud.
Derfor afholder eleverne i samarbejde med deres elevorganisation Modstrøm en stor fællesmiddag på deres skole, for at sende et signal om, at det er utrolig vigtigt for dem med flere sociale aktiviteter for at fastholde dem på skolen og forbedre trivslen.
Fællesspisning er måske for meget sagt, fællesspisningen foregår nemlig over Zoom, så eleverne er spredt rundt på skolen i små grupper og kan se hinanden på en fælles storskærm.
Gik i den dårlige retning
FGU , den forberedende grunduddannelse, er for unge under 25, der af forskellige årsager ikke er klar til til at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
- Det er virkelig svært at fastholde en ung fra klokken 8 om morgenen til klokken 14 om eftermiddagen, så vi skulle ud og finde noget andet. siger Leif Bach, skoleleder på FGU i Dronninglund.
Derfor er det vigtigt, at man fastholder eleverne med sociale arrangementer udover at lære værkstedsarbejde, ellers så falder eleverne fra og dropper ud. Det har skolen observeret.
- Vi kunne specielt mærke det under den hårde nedlukning, hvor vi slet ikke gik i skole og hvor alt var virtuelt og med online-undervisning. Der kunne vi virkelig mærke, at efter tre uger, der gik det her i den dårlige retning, siger Leif Bach.
Idéen bag fællesspisningen kommer fra FGU Vendsyssel, hvor en lærer sammen med sit køkkenhold fandt på at lave og køre pakker med mad ud til skolens elever under den anden corona-nedlukning. Alle elever lavede på den måde de samme retter og det endte med at eleverne lagde billeder af deres forskellige mad-kreationer op på deres Facebookprofiler. På den måde kunne eleverne følge med i hinandens liv og holde kontakten.
Værkstederne er elevernes sociale netværk
Mads Kortegaard er køkkenlære på FGU i Dronninglund. Han ved, hvad det betyder for de unge, at have et socialt samvær i køkkenet.
- De har det her køkken eller et andet værksted. Det er deres sociale netværk. Det er det, de har, det er det, de bruger, siger Mads Kortegaard.
En af dem der bruger køkkenholdet er Jason Andersen. Han er elev på FGU og vil gerne være slagter. Under coronakrisen har han virkelig savnet det sociale med køkkenholdet.
- Jeg kan nemt føle mig alene nogle gange. Det er selvfølgelig dejligt at man har gode venner på holdet. Det hjælper, så man ikke føler sig så alene eller udenfor, siger Jason Andersen.
Hvis ikke Jason og de andre elever på FGU har det sociale samvær, ved skolen godt, hvilke konsekvenser det kan have.
- Så skal vi samle dem op, og de kan være langt nede. Nogle af dem har måske ikke lyst til at komme ud blandt andre mennesker og andre har måske ikke lyst til at gå i skole længere, siger Mads Kortegaard.
Fællespisningen via zoom på FGU I Dronninglund blev en så stor succes, at man nu spreder det ud til de øvrige afdelinger i Danmark.