Kommune lukker dagtilbud efter flere kritiske tilsyn

Børn, der havde brug for voksne, blev overset. Et barn har spist en masse håndsæbe uden personale opdagede det - det gjorde tilsynet.

Brønderslev Kommune lukker fredag Daginstitutionen Stjernestunden, som er en privat integreret institution på Rømersvej i Brønderslev. 

Institutionen er for 0-6 årige og har flere gange fået kritiske tilsynsrapporter, men der er ikke blevet rettet op på tingene. Derfor har kommunen nu valgt at trække tilladelsen til at drive daginstitution på stedet. 

- Vi har flere gang bedt institutionen om at rette op på kritisable forhold, og eftersom det ikke er sket i tilstrækkelig grad, bliver vi som tilsynsmyndighed nødt til at trække tilladelsen. Det er vores forpligtelse over for børnene. Forældrene har fået besked, og sammen med dem arbejdes der på højtryk for at finde pasning til børnene i andre institutioner, siger børne- og kulturdirektør Vibeke Post Madsen fra Brønderslev Kommune. 

I sin tid i det kommunale har Vibeke Post Madsen ikke tidligere måttet trække en tilladelse til en institution. Hun har arbejdet i branchen i et årti. 

Stjernestunden 3
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Ikke andre muligheder

I institutionen er der 20 børnehavebørn og 16 vuggestuebørn. 

Også formanden for børne- og skoleudvalget i kommunen, Bettina Bøcker Kjeldsen (S), er tilfreds med beslutningen. 

- Jeg har læst tilsynsrapporterne, som er offentligt tilgængelige, og der var ikke andre muligheder end at trække institutionens tilladelse tilbage. 

Af tilsynsrapporten fremgår det blandt andet: 

"...Et barn, der sidder i en højstol ved et bord kradses i ansigtet af et andet barn, der står på gulvet. Pædagogisk personale kommenterer ikke herpå, men er optaget af at guide børnene ind i rummet".

"...Efter formiddagsmad ryddes der ikke op, herunder aftørring af borde, fejning af gulv mm og rullebord bliver stående på stuen. Efter ca. en halv time køres rullebord ud i gang, da gulvareal skal bruges til en aktivitet. Der ses børn som under leg kommer med små brødstykker som de har fundet på gulvet. Borde er ikke blevet aftørret, da børnene skal til at spise frokost."

"Det er tilsynets vurdering, at barnet som er meget ulykkeligt, har brug for at være hos en nærværende voksen, fordi barnet er i en tilstand, hvor det ikke kan regulere sig. Personalet har ikke mulighed for at være nærværende med og drage den nødvendige omsorg for det pågældende barn, idet organiseringen af måltid og overgang bevirker, at vedkommende er alene tilbage på stuen med flere børn, som skal hjælpes ned fra højstole, have tørret fingre m.v."

"...På et tidspunkt observeres det, at et mindre barn er kravlet op på en skammel ved håndvasken. Personalet er ved at hjælpe andre børn. Barnet står ved håndvasken, og spiser sæbe. Barnet putter flere gange sæbe i munden, hvilket ikke opdages af personalet. Tilsynet italesætter dette, og personalet hjælper barnet ned. Der er ikke dialog med barnet herom."

"...Der er mange børn, som giver udtryk for, at de vil i kontakt med de voksne. De voksne er optagede af praktiske opgaver."

Stjernestunden 4
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland