Politiet advarer om mulig tricktyv i Aalborg, Nørresundby og Brønderslev
Foto: Johnni Isaksen
Nordjyllands Politi advarer folk i Brønderslev-, Nørresundby- og Aalborg-området om en mulig tricktyv, der arbejder under dække af at være vvs-mand, der skal foretage varmekontrol.
Nordjyllands Politi modtager i øjeblikket en del henvendelser om en mistænkelig mand, der udgiver sig for at være vvs-mand, der skal lave varmekontrol.
-Vær kritisk, se ID og anmeld mistænkelige forhold til politiet, lyder det fra Nordjyllands Politi på Twitter.
Vi modtager pt. en del anmeldelser omkring en person, som udgiver sig for at være VVS'er som skal lave varmekontrol i boligen. Dette er sket i Aalborg, Nørresundby og Brønderslev. Vær kritisk, se ID og anmeld mistænkelige forhold til politiet. #dkforebyg #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 6, 2021
Tricktyv stjal penge torsdag aften
Torsdag aften ved 19-tiden lykkedes det nemlig en tricktyv at stjæle penge fra en 83-årig mand på Risagervej i Brønderslev under dække af at være varmekontrol.
Manden mødte op i arbejdstøj og bad en 83-årige om at kontrollere nogle varmerør i køkkenet, men da den 83-årige vendte tilbage til hoveddøren, var tyven forsvundet med nogle kontanter, den ældre mand havde liggende i stuen.
Tyven beskrives som mand, 30-45 år, dansktalende og etnisk dansk af udseende, almindelig af bygning og 180-190 centimeter høj. Han bar torsdag sort tøj, sort kasket eller hue og mundbind.