3.a samlede ind til Oskars mor - og alle andre med sclerose

For første gang nogensinde afholdt Scleroseforeningen søndag i landsindsamling. I Nordjylland var det blandt andet børnene fra 3. a på Søndergades Skole i Brønderslev, der var på gaden.

- Det er faktisk gået rigtig godt. Folk er gode til at tage imod os og give penge. Vi har ikke fået nej nogen steder, så det er dejligt. Sådan lyder det fra Jeanette Nielsen, der sammen med sin datter Julie søndag var på gaden i Brønderslev for at samle ind til Scleroseforeningen, som for første gang nogensinde gennemførte en landsdækkende indsamling til fordel for forskning i sclerose.

Julie går til dagligt i 3.a på Søndergades Skole i Brønderslev og hun var ikke den eneste fra klassen, der var på gaden for at samle ind. Nej, det var hele klassen faktisk sammen med deres forældre - for deres klassekammerat Oskar har sclerose helt inde på livet.

Hvad er sclerose

Sclerose er en autoimmun sygdom, der nedbryder dele af nervecellerne så nerverne ikke kan kommunikere ordentligt.

 

At sygdommen er autoimmun betyder, at kroppen angriber sig selv. Immunsystemet angriber den "isolering" der findes omkring nervesystemets udløbere - axonerne.

 

"Isoleringen" gør at nerveimpulserne kan løbe uhindret, men når den forsvinder, forringes nervernes evne til at levere signaler ud i kroppen, som kommer til at fungere dårligere.

 

Almindelige symptomer på sclerose er følelsesforstyrelser, synsproblemer, lammelser og kognitive symptomer som hukommelses- og koncentrationsbesvær.

 

I Danmark lever over 16.000 mennesker med diagnosen Multipel Sclerose. Af disse er omkring 2/3 af personerne kvinder.

 

2/3 af alle med den sclerosetype, der hedder attakvis sclerose, får diagnosen, når de er mellem 20 og 40 år gamle.

 

Kilde: Scleroseforeningen

Samler ind til Trine

Hans mor hedder Trine Fruergaard og hun har sclerose. En sygdom som i dag er kronisk - uhelbredelig - og som hun må leve med dag ind og dag ud.

Sygdommen, der er en såkaldt autoimmun sygdom, nedbryder den "isoloering" der ligger omkring kroppens nervesystem og på sigt også nerverne, så kroppens funktioner forringes.

For Trine Fruergaard betyder sclerosen blandt andet, at hun ikke kan stå op i længere tid ad gangen.

- Jeg bliver rørt

Og på grund af Trine Fruergaards sygdom havde 3.a altså besluttet sig for at deltage i Scleroseforeningens indsamling søndag mens Trine Fruergaard selv agerede samlingspunkt for klassens indsamling og serverede både vådt og tørt for de velgørende unge mennesker.

- Kan vi bruge 2-3 timer på en søndag for at gøre lidt, gør jeg det gerne, lyder det fra Julies mor Jeanette Nielsen.

Og den store opbakning til kampen mod sclerose betyder rigtig meget for Trine Fruergaard, som selv havde fornøjelsen af at aflevere klassens indsamlede penge til Scleroseforeningen.

- For mig som scleroseramt betyder det, at det er trygt og rart, at man har et netværk, der bakker op om en. Jeg bliver rigtig glad og rørt og stolt over, at vi er omringet af sådan nogle fantastiske mennesker, der bakker op om sådan en sag.

Og resultatet af 3.a's indsamling: 6906 kroner, der går direkte til Scleroseforeningens arbejde med at forske i lindring og helbredelse af en ubarmhjertig sygdom.


Seneste nyt

fra Nordjylland