31-årig blev truet med kniv, mens han ventede på toget

Den 35-årige mand er nu i politiets varetægt.

Klokken 9:13 modtog Nordjyllands Politi søndag en anmeldelse om, at en 35-årig mand havde truet en anden person på Havnepladsen i Frederikshavn.

Den forurettede, en 31-årig mand, stod og ventede på toget i et af DSB's ventelokaler, da han pludselig blev truet med en kniv.

- Umiddelbart virkede den 35-årige påvirket og uligevægtig, og der er intet, der tyder på, at de to kender hinanden, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Vagtchefen oplyser, at det var den forurettede selv, der kontaktede politiet og gjorde dem opmærksomme på hændelsen.

Efter opkaldet fik politiet hurtigt anholdt manden, der er fra lokalområdet. Han skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.


Seneste nyt

fra Nordjylland