Byråd i Frederikshavn: Splittelsen er slut - der er en god energi

Det blev et dramatisk kommunalvalg i Frederikshavn Kommune i efteråret, hvor Venstre dagen efter valget smækkede hårdt med døren, men fire måneder senere synes de stridende parter at have fået ro på igen.

Det blev et dramatisk kommunalvalg i Frederikshavn Kommune i efteråret, hvor Venstre dagen efter valget trak sig fra en bred konstitueringsaftale. Venstre beskyldte borgmester Birgit S. Hansen for magtfuldkommenhed og smækkede hårdt med døren. 

Men her godt fire måneder senere har de stridende parter tilsyneladende fundet hinanden igen. 

Det kommer frem i tv-debatten Fokus på TV2 Nord.

Trak sig fra aftale

På natten efter valget 16. november konstituerede byrådet i Frederikshavn sig med Socialdemokratiet, SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti sig i en bred konstituering. Men allerede dagen efter trak Venstre sig fra aftalen.

- Det var efter, at gruppen havde været samlet på valgnatten. Vi skal tænke på, at vi tog fra Arena Nord ved 04.00-tiden om morgenen og gik hjem og sov et par timer. Der var  Venstres gruppe jo ikke repræsenteret, og så havde vi et gruppemøde om morgenen næste dag om morgenen, og der traf vi den beslutning, siger byrådsmedlem fra Venstre, Mette Hardam.

Tonen er diplomatisk

Dengang forlød det fra Venstre, at borgmesteren var blevet egenrådig og ville bestemme, hvem af Venstres medlemmer der skulle være formand for Teknikudvalget. Beskyldninger, som borgmester Birgit S. Hansen i november straks afviste med andre beskyldninger om, at det var det billede Venstre gerne ville tegne af hende. I dag er tonen mere diplomatisk og forsonlig.

- Vi gik jo ud fra, at Mette Hardam også havde mandat til at skrive under på aftaler på valgnatten for så at opleve nogle timer senere, at det havde hun ikke. Det er ikke noget, der slår virkeligheden. Vi har jo et stykke papir, hvor der stod, at Venstre fik en formandspost. De fik to pladser i Økonomiudvalget, selvom de kun var berettiget til en. Det fik en plads i en havn og i forsyningen og forskellige ting. Venstre har efterrationaliseret og sagt til deres forhandlere, at det anerkendte de ikke, og det var det, vi fik besked om, siger kommunens socialdemokratiske borgmester, Birgit Stenbak Hansen, som understreger, at konstitueringen nok var hård, men at byrådet har fundet sammen om at træffe beslutninger til gavn for kommunen.

V er ude K er med

Blå blok i Frederikshavn Kommune står nu tilsyneladende splittet med Venstre ude af konstitueringen, mens Det Konservative Folkeparti er med. Men det kan den konservative 2. viceborgmester sagtens se sig ud af.

- Jeg mener ikke, at det giver skår i noget som helst. Vi oplever, at de gerne vil samarbejde både med os og hele vejen rundt. Vi er sat i verden for at drive konservativ politik, og den måde vi gør det bedst på er at sidde med ved bordet og så forsøge at trække Birgit i den retning, vi gerne vil, siger konservative John Lamp Henriksen.

Hos Venstre nedtoner de også betydningen af, at de to blå partier ikke sidder sammen i enten konstituering eller opposition og understreger, at samarbejdet er intakt på trods af en dramatisk start på valgperioden.

- Det er lidt christianborgsk at tale om blokpolitik i Frederikshavn. For nylig stod vi sammen med Det Konservative Folkeparti sammen på forårsmessen på en fælles stand. Der er ingen ridser i lakken. Vi har bare valgt, at vi kan få mest ud af at stå udenfor, siger Venstres byrådsmedlem, Mette Hardam. 


Seneste nyt

fra Nordjylland