Bytte-bytte, men ingen købmand - elever bytter tøj for bæredygtighed
På Frederikshavn Gymnasium bytter eleverne tøj i frikvarteret for bæredygtighed.
Hvis jeg må få din aflagte jakke, kan du få mine bukser.
Sådan kan det meget vel have lydt på Frederikshavn Gymnasium tirsdag. Her var der sat tøjstativer og borde op på gangen, som hurtigt blev fyldt med tøj. Brugt tøj.
Eleverne havde nemlig taget tøj med, de ikke længere skulle bruge, som i stedet kan gøre glæde hos en af deres kammerater.
I frikvarterene havde alle elever så mulighed for at gå i den lille tøjbutik og tage, hvad de kan bruge, helt uden beregning.
Bytteordningen er iværksat af elevrådet for at mindske CO2-udslippet og styrke bæredygtighed.
- Folk har været positive og nysgerrige på, hvordan det fungerer, siger elevrådsformand, Laust Jørgensen.
Initiativet er en del af en hel uge, kaldet Fem Fede Dage, med fokus på bæredygtighed.
Mandag var fokusset på bæredygtighed rettet mod kantinen, der i dagens anledning lavede mere bæredygtigt mad.
Onsdag er "off-dag", hvor elektronikken slukkes, og skoledagen foregår med papir og blyant.
Torsdag er fokus på transporten til og fra skole. Og slutteligt er temaet fredag at feste lokalt i Frederikshavn.