Dømt for voldtægt på asylcenter
Foto: Thomas Gaardsmand (Arkivfoto)
En 23-årig iransk mand er fredag eftermiddag blevet fundet skyldig i voldtægt mod en kvinde på et asylcenter i december. De boede begge på asylcentret i Frederikshavn.
Overfaldet skete den 19. december 2015 på asylcentret i Frederikshavn. Manden blev anholdt den 6. januar, og har siddet varetægtsfængslet, efter han var i grundlovsforhør den 7. januar.
I dag fandt retten i Hjørring manden skyldig i voldtægt mod den 25-årige kvinde, der kommer fra Eritrea.
- Han fik en fængselsstraf på to år og er blevet udvist for bestandigt. Jeg havde procederet for en lille smule længere straf, men umiddelbart er jeg tilfreds med dommen, siger Anders Koukoumis, der er anklager fra Nordjyllands Politi.
Ifølge anklageren har de begge forklaret, at de ikke kendte hinanden forud for det seksuelle overgreb.
- Hun var alene på sit værelse og på et tidspunkt banker det på døren. Hun låser op, og tror at det er hendes veninde, der kommer tilbage fra vaskeriet. Men i stedet er det manden, der åbner døren og låser de to inde, og så udspiller voldtægten sig, siger Anders Koukoumis.
Den 23-årige mand ankede dommen, så sagen skal derfor i landsretten.
Sagen har kørt de seneste to dage i retten i Hjørring.