Efter ulovligt salg til mindreårige: Nu patruljerer politiet

Nordjyllands Politi patruljerer oftere og kører en mobil politistation til området ved Skaterbanen i Frederikshavn.

For meget alkohol og ulovligt køb og salg af stærkt vanedannende nikotinprodukter til mindreårige skaber utryghed blandt forældre i Frederikshavn. 

Derfor indsætter Nordjyllands Politi nu en mobil politistation på Skaterbanen på Rådhus Allé i Frederikshavn. Det oplyses i en pressemeddelelse.

- Vi rykker ud mandag med vores mobile politistation, fordi der i den seneste tid har været en del anmeldelser til os om utryghedsskabende adfærd blandt unge omkring netop Skaterbanen, blandt andet omkring indtagelse af meget alkohol og ulovligt køb og salg af Puff- og Elf-bars, siger politikommissær Philip Rødkjær Larsen og fortsætter:

- Det har medført, at nogle forældre har været utrygge ved at sende deres børn ud på Skaterbanen.

Han opfordrer til, at forældre og unge kommer forbi den mobile politistation mandag mellem klokken 16 og 18. 

- Her er man velkommen til at kigge ind og få en god snak med vores forebyggelsesbetjente eller medarbejderne fra SSP og høre mere om vores indsats - og i øvrigt stille de spørgsmål, man måtte have, pointerer politikommissæren. 

Del af en større indsats

Budskabet er klart. Byrummet og Skaterbanen skal være et trygt sted at færdes og opholde sig. 

- Vi kommer naturligvis til at patruljere i området omkring Skaterbanen i den kommende tid for at påse, at det forbliver et trygt sted at være for vores unge, siger Philip Rødkjær Larsen.

Den mobile politistations tilstedeværelse skal derfor ses som del af den i forvejen bredspektret indsats, som har stået på i knap tre uger, forklarer politikommissæren. 

- Vi samarbejder naturligvis med SSP i Frederikshavn Kommune, således at vi også tænker forebyggende og langsigtet i samråd med vores samarbejdspartnere i kommunen, ligesom vi også er i dialog med Handelsstandsforeningen, oplyser politikommissæren.


Seneste nyt

fra Nordjylland