Flotte forårsgæster: Spækhuggerflok på visit ved Grenen

En flok på syv af den elegante jæger blev set lørdag morgen ud for Skagen.

Lørdag morgen blev en flok på syv spækhuggere spottet ud for Skagen. Det var Karsten Klausen, en lokal fuglespotter, der sad på Nordstrand for at tælle trækfugle, som så den første hval. Det meldte han til de andre amatørornitologer via deres direkte meldesystem, og det fik blandt andre Knud Pedersen til Nordstrand.

- Jeg kommer derud, og ser efterfølgende yderligere seks spækhuggere, der svømmer ret tæt på Norstrand og rundt om Grenen mod øst, fortæller Knud Pedersen til TV2 Nord.

Han fik optaget flokken af spækhuggere på video.

Godt sted at spotte hvaler

- Jeg har selv set spækhuggere ved Skagen en del gange efterhånden, og vores fornemmelse er helt klart, at det sker oftere og oftere - måske en to-tre gange om året nu. Så det må jo betyde, at bestanden har det godt.

I alt nåede cirka 15 af Knud Pedersens kollegaer at se hvalerne fra Nordstrand, inden de forsvandt rundt om Grenen. Men allerede en times tid efter blev de spottet igen, denne gang var de på vej vest på.

- Det er da en lidt uventet oplevelse. Vi fuglefolk er jo vældig begejstrede for hvalobservationer - det er ligesom et ekstra krydderi, fortæller Knud Pedersen, og afslutter:

- Det er i det hele taget et godt ulvespot, både dem til lands og til vands. For et par år siden så jeg selv den vendsysselske ulv heroppe, og så har jeg jo også set havets ulve.


Seneste nyt

fra Nordjylland