Indbrudstyve taget på fersk gerning i Skagen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Lokalpolitiet i Frederikshavn havde natten til fredag held med at pågribe og anholde to indbrudstyve, der var på spil i et autoværksted.
Det var ikke de hurtigste tyve, der natten til fredag var på spil på et autoværksted på Gl. Landevej i Skagen. I hvert fald var det ikke noget problem for Nordjyllands Politi at pågribe dem begge to - den ene næsten i aktion.
Alarmen gik på autoværkstedet klokken 03.40, fortæller politikommissær Kristian Nørgaard. Og da patruljen nåede frem kort efter, stod den ene indbrudstyv, en 39-årig mand fra lokalområdet, stadig i værkstedet.
Den anden gerningsmand blev fundet lidt derfra med nogle koster på sig. Her var der tale om en 38-årig mand, også fra lokalområdet.
- De er begge to nogle, vi har haft med at gøre flere gange. Den 39-årige, som vi fandt på stedet, blev løsladt fra afsoning af en tidligere dom den 25. april, hvor han også havde siddet inde for blandt andet indbrud, siger Kristian Thomsen.
Begge mænd blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 10 ved retten i Hjørring. Begge blev varetægtsfængslet i 14 dage og nægter sig skyldige. De har begge kæret afgørelsen.