Ingen livline til Danish Crown i Sæby: Sådan ser fremtiden ud for medarbejderne

I dag blev der sat to streger under den endelige plan for afviklingen af slagteriet 'Danish Crown' i Sæby.

For lidt over tre uger siden blev det meldt ud, at det nordjyske slagteri skal lukke i juli. Den plan blev der i dag ikke rykket ved. Produktionen lukker i uge 28. 

Mandag er medarbejderne derfor blevet informeret om, hvad der skal ske i den kommende tid - og hvilke muligheder de har.

Det skete til et stormøde i kantinen i Sæby. 

Flere end 100 medarbejdere på slagteriet har allerede meddelt ledelsen hos Danish Crown, at de ønsker at fortsætte på ét af de andre Danish Crown-slagterier i landet.

- På det her møde har vi fortalt medarbejderne om en masse aktiviteter, vi sætter op, hvor vi prøver at tilpasse et forløb til den enkelte - uanset om de vil til et af de andre slagterier, finde et nyt job her i regionen, på noget uddannelse eller fortsat er i tvivl om fremtiden.

Det fortæller Jesper Sørensen, der er fabrikschef hos Danish Crown i Sæby.

Hør fra ham og en af slagteriets medarbejdere lige her:

Klar plan for medarbejderne

Hjælpen sættes allerede i gang om præcis en uge, hvor de individuelle samtaler begynder med en konsulent fra jobcentret og/eller en HR-medarbejder. 

Den 30. maj afholder Danish Crown en såkaldt intern jobmesse, hvor repræsentanter fra de andre Danish Crown-fabrikker kommer forbi slagteriet i Sæby.

I starten af juni får medarbejderne mulighed for at lægge vejen forbi en af de andre fabrikker, ligesom der også er arrangeret en ekstern jobmesse, hvor en lang række nordjyske virksomheder vil fortælle om jobmulighederne hos dem.

Herefter er der planlagt en uddannelsesmesse, hvor hele 12 nordjyske uddannelsessteder giver et blik ind i mulige efteruddannelser og kurser. 

- Det har været en rutsjebanetur

De seneste uger har været svære. Sådan lyder det i dag fra flere af de medarbejdere, TV2 Nord talte med foran slagteriet.

Det er også den følelse, Jesper Christensen står med efter stormødet i dag.

- Man har ikke sovet så meget, der har været gode og dårlige dage, men nu begynder vi at se lyst på tingene igen. Netop på grund af ledelsens plan, fortæller slagteriarbejder Jesper Christensen.

Han er glad for at kunne få hjælp til nogle af de ting, han ikke har haft brug for at tænke på i lang tid.

- Jeg har ikke skulle lave en ansøgning i rigtig mange år, og det kan være grænseoverskridende. Også for mange af mine kollegaer. Så jeg satser og tror på, at virksomheden er klar til at hjælpe os med at komme videre, siger Jesper Christensen.

Hvad kunne du godt tænke dig at lave fremover?

- Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og arbejde med unge mennesker, det står rigtig højt på min liste. Vi må se, hvad der sker, men jeg ser lyst på det.


Seneste nyt

fra Nordjylland