International Handicapdag: Kun hver tredje med større handicap er i job
Det danske arbejdsmarked har det godt, og beskæftigelsen er rekordhøj. Alligevel kniber det fortsat med at skabe arbejdspladser til personer med handicap.
I dag - den 3 december - er det FN´s internationale handicapdag. Mens det generelt går godt på det danske arbejdsmarked med rekord-mange i arbejde, så viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at det kun er hver tredje person med et større handicap, der er i job.
Ofte skyldes det, at arbejdsgiverne er påpasselige med at ansætte medarbejdere med handicap eller helt afviser at gøre det. Ifølge en undersøgelse fra den socialøkonomiske virksomhed Incita afviser 91 procent af arbejdsgiverne for eksempel at kalde en blind til jobsamtale.
Dette er ikke tilfældet på hotel Scandic The Reef i Frederikshavn. Her har hotellet gode erfaringer med at ansætte medarbejdere med handicap. En af dem er Kris Bregnhøj Olesen, der har arbejdet på hotellet i et halvt år. Han har nedsat syn og kan kun se ti procent.
- Det er nogle gode kollegaer at arbejde sammen med, og de ser en som den person, man er, og ikke på grund af synet, siger Kris Bregnhøj Olesen.
Flere fordele end ulemper
- Selvfølgelig er oplæringsperioden lidt anderledes end en fuldt seende person, men i bund og grund er der ikke tale om en længere indlæringsperiode for en, der er dårligt seende. Det er det ikke, siger Åsa Hiller, der er restaurantchef på Scandic The Reef Frederikshavn.
Hun mener, at der er flere fordele ved at gå efter medarbejdere, som skiller sig ud fra andre:
- Han har jo så mange kvaliteter, som os, der ser 100 procent, ikke har. Han er god til at organisere, for hvis tingene ikke ligger på sin plads, så kan han ikke finde dem, siger restaurantchef Åsa Hiller.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening kan man ikke genkende billedet af, at arbejdsgivere tøver med at ansætte personer med handicap. Maria Bille Høeg, der er chefkonsulent i foreningen, påpeger, at 325.000 mennesker med handicap er i job i øjeblikket, og at døve og blinde har den højeste beskæftigelsesfrekvens blandt personer med handicap.
- Det er altså ikke sådan, at virksomheder slet ikke ønsker at ansætte mennesker med handicap. Tværtimod.
Hvad er det, I kan gøre som arbejdsgivere for at øge tallet ekstra?
- Der er jo desværre virksomheder, som ikke ved så meget om, hvad det betyder at have et menneske med handicap ansat. De ved ikke så meget om, hvad handicappet går ud på, og der findes jo også mange forskellige handicap, og så kender de måske heller ikke til de mange støtteordninger, der er. Derfor gælder det om at klæde virksomhederne ordentligt på, siger Maria Bille Høeg fra Dansk Arbejdsgiverforening.
- Jeg vil gerne være på en almindelig arbejdsplads
På hotel Scandic The Reef har personalet lavet flere tiltag for at gøre arbejdsdagen nemmere for Kris Bregnhøj Olesen. De sørger blandt andet for, at leveringssedlerne bliver skrevet med ekstra store bogstaver, så de kan læses af en med nedsat syn.
Kris Bregnhøj Olesen har tidligere arbejdet i Silvan, men da varehuset lukkede i Frederikshavn, mistede han sit job. Derfor betyder det meget for ham, at han kunne få job på Scandic i Frederikshavn.
- Jeg vil gerne være på en ganske almindelig arbejdsplads for at se, om jeg kan holde til at arbejde, og nu er jeg fri for at sidde hjemme i min lejlighed og ikke lave noget. Jeg slipper for at sidde over i hjørnet og kigge ud i luften, siger han.