Jan Ø. Jørgensen tager en sæson mere i VEB
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Jan Ø. Jørgensen flyttet til Tyskland med sin kone, den professionelle håndboldspiller Stine Jørgensen. Han passer sin træning i en tysk klub..
Jan Ø. Jørgensen har indstillet sin internationale karriere, men kan passe sin træning i en klub i Tyskland, hvor han nu bor, og er samtidig klar til at spille i Badmintonligaen for Vendsyssel Elite Badminton.
32-årige Jan Ø. Jørgensen snupper endnu en sæson i Badmintonligaen for Vendsyssel Elite Badminton. Nordjyden er ikke længere en del af elitecentret i Brøndby og bor nu i Tyskland, men Jan Ø. Jørgensen er klar til at gå forrest en sæson mere i Danmarks nordligste ligaklub.
- Det er vi utroligt glade for. Jans erfaring og indstilling var i høj grad medvirkende til, at vi kvalificerede os til Final 4 i den forgangne sæson med flotte sejre i de afsluttende kampe mod Solrød og Skovshoved. Her viste Jan, er han er en nøglespiller, som kan få hele holdet til at levere 10 procent ekstra, siger VEB's formand, Jan R. Jensen.
Jan Ø. Jørgensen meddelte i slutningen af juni, at han stopper sin internationale karriere. Efterveerne af en hofteskade driller, og derfor fandt han tiden inde til at stoppe efter 15 år på topplan. Samtidig er Jan Ø. Jørgensen flyttet til Tyskland med sin kone, den professionelle håndboldspiller Stine Jørgensen.
- Jan har fundet en klub i Tyskland, hvor han kan passe sin træning. Det er naturligvis afgørende for, at vi fortsætter samarbejdet. Begge parter ser frem til en spændende sæson. Jan og Stine har netop været på ferie i Skagen, og det er tydeligt, at Jan glæder sig til en sæson, hvor han badmintonmæssigt nærmest udelukkende skal koncentrere sig om VEB og Badmintonligaen, fortæller Jan R. Jensen.
VEB indleder allerede sæsonen tirsdag 25. august hjemme mod Odense.