Købmand ærgrer sig: Tyv stjal cigaretter og fejrede med en flaske Små Sure

Det tog ikke mere end tre et halvt minut for tyven at tage cigaretterne og en enkelt flaske Små Sure.

Købmand for REMA 1000 i Ålbæk, Kasper Thomsen, fik pludselig onsdag nat omkring klokken 00.24 besked om, at der havde været indbrud i butikken. 

En trængende tyv havde nemlig smadret ruden i vinduespartiet og havde derefter taget alle cigaretterne mellem kasse to og tre. Derefter tog tyven også en flaske Små Sure med under armen, og så var han ellers væk fra gerningsstedet på cykel på blot tre et halvt minut. 

- Politiet var der hurtigt efter, og de så videoovervågning og kørte rundt i området, men de fandt desværre ikke noget, fortæller Kasper Thomsen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Træls start på året

Købmanden i Ålbæk havde efter et hårdt år 2022 håbet på, at 2023 skulle blive bedre, derfor ærgrer det også Kasper Thomsen, at episoden onsdag nat fandt sted. 

- Det er super træls og ærgerligt. I disse tider prøver vi at holde hovedet over vand, og vi håbede på et godt 2023, når nu 2022 var lidt hårdt med stigende priser på blandt andet El og gas, men det starter så desværre lidt træls ud, konstaterer han og fortsætter. 

- Det er jo mega træls, når vi kæmper hver dag, og tyven har egentlig næsten lavet mere ravage, end han har fået med sig. Vi har gode forsikringer, men der er jo altid en selvrisiko og cigaretterne er ikke forsikret, da de ikke var låst inde. 

Tyveriet har derfor også fået købmanden til at tænke videre over blandt andet cigaretternes placering. 

- Jeg tænker over nu at lade være med at have cigaretter mellem kasse to og tre, for så er de allesammen i det aflåste bur ved kasse et. Så må vi gå de ekstra gange, konstaterer Kasper Thomsen. 

Opfordring til alle

Eftersom politiet ikke fandt gerningsmanden, kommer købmanden med en opfordring til alle, der skulle have set noget. 

- Hvis folk har set noget eller får det mindste præg om, at nogle sælger billige cigaretter, så ring til mig eller politiet. Vi er selvfølgelig meget interesseret i, at få dem tilbage, pointerer Kasper Thomsen.  

Købmanden fik en tømrer ud klokken to om natten, som fik sikret vinduet. Samtidig fik købmanden ryddet op, og kunne selv tage hjem igen klokken fire om morgen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland