Minister ser stort turistpotentiale i tun
Foto: Claus Bech, Scanpix
Ministeren vil arbejde for en ny lystfiskerstrategi, der skal tiltrække flere turister til landet, og det kan en sund bestand af tun hjælpe med.
DTU Aqua vil i samarbejde med lyst- og sportsfiskere undersøge hvor stor bestanden af blåfinnede tun i de danske farvande er. Det sker efter to lystfiskere i efteråret 2016 trak en tre meter lang og 400 kilo tung fisk i land, og dermed beviste, at tunnen er tilbage i Danmark, og at bestanden er af sådan en størrelse, at den kan fanges.
Præcis hvor stor bestanden er, ved dog ingen, og derfor vil forskerne nu ungersøge det. Det vækker glæde flere steder, og drømmene om en stor bestand, kaster drømme om et sandt turistmekka med tunfiskeri som omdrejningspunkt af sig.
Også på Christiansborg vækker projektet begejstring og Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) melder sig klar til at skubbe til udviklingen ved at skabe en ny lystfiskerstrategi.
- Første skridt er at få den nødvendige viden om den blåfinnede tun i Danmark, og derfor er det godt, at forskere og sportsfiskere nu vil samarbejde om at få undersøgt, hvor mange blåfinnede tun, der er i de danske farvande. Hvis der på sigt er mulighed for, at lystfiskere endnu engang kan fange tun langs de danske kyster uden at skade bestanden, så er det en mulighed, jeg vil være meget opmærksom på, udtaler ministeren.
Lystfiskeri tiltrækker hvert år turister i tusindtal, men ministeriets vurdering er, at potentialet er stort. Derfor er man nu gået i gang med at arbejde på en ny lystfiskerstrategi.
- Den skal sikre, at vi bliver endnu bedre til at trække lystfiskerturister til Danmark og har sunde fiskebestande, gode fiskepladser så endnu flere køber fisketegn. Her kan et eventuelt tunfiskeri helt sikkert bidrage positivt, lyder det fra ministeren.