Ny forening vil opgradere Palmestranden massivt
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Arkiv.
Foreningens mål er en massiv opgradering af Palmestranden og nærområder, både på miljø- og aktivitetsområdet.
En ny forening, kaldet Palmestrandens Venner, ser nu dagens lys. Målet er at understøtte og udvikle faciliteter og aktiviteter på Palmestranden samt omkringliggende områder til glæde og gavn for Frederikshavns borgere og gæster.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Foreningens bestyrelse består af Michael Nielsen fra Park & Vej, Elvin Frandsen, der er indehaver af Palmestrandens Ishus, og Anne Mette Rye.
Foreningen har oprettet en Facebook-side, hvor det er muligt at komme med idéer og forslag, som kan bidrage til området. Det er også muligt at melde sig ind i foreningen på siden. Det koster 200 kroner årligt.
Mange idéer og forslag
På den stiftende generalforsamling kom der allerede flere idéer og forslag, som foreningen nu skal i gang med at kigge på, skriver Kanal Frederikshavn.
Her blev der blandt andet diskuteret badebro, vinteraktiviteter, udkigspunkt med udsigt over strand og palmer, handicapvenlig sti/bro fra ishuset til stranden, bedre tilgængelighed til de 24 bunkere i området, bedre parkeringsmuligheder, bedre faciliteter til områdets brugere, for eksempel til større sportsarrangementer, bedre omklædning og bademuligheder, handicaptoilet med mere.
Bestyrelsen vil nu sammen med alle andre, som interesserer sig for Palmestrandens udvikling, forsøge at udbrede kendskabet til foreningen og derved få flere medlemmer, som kan bidrage til, at nogle af ønskerne går i opfydelelse.