SF i Frederikshavn: Drop aftale med Ryanair
Foto: Josep Lago, Scanpix
Frederikshavn Kommune bør blande sig i Aalborg Lufthavns aftale med Ryanair, mener SF i Frederikshavn.
SF i Frederikshavn vil have Frederikshavn Kommune til at opfordre Aalborg Lufthavn til at annullere aftale med Ryanair. Frederikshavn Byråd har allerede vedtaget, at personalet ikke må benytte flyselskabet i arbejdstiden.
Da den nye rute fra Aalborg til London med lavprisselskabet Ryanair blev annonceret, var der dem, der glædede sig over udsigten til en billig sviptur til den engelske hovedstad – og så var der dem, der var utilfredse med, at Aalborg Lufthavn accepterede et selskab med ”horrible løn- og arbejdsforhold”.
Nu vil SF i Frederikshavn have Frederikshavn Kommune til at foreslå Aalborg Lufthavn at annullere aftalen, fordi kommunen har aktier i lufthavnen.
Forklaringen lyder, at Ryanair er et selskab uden menneskelig moral, som kun kan udbyde billige billetter, fordi piloter og personale har helt urimelige ansættelsesvilkår og en meget lav løn.
- Det handler om den måde, man behandler sit personale på. Det er ikke et selskab, vi mener, man som samfund skal bakke op om, siger Christina Lykke Eriksen fra SF i Frederikshavn.
Kommunen har tidligere besluttet, at personalet ikke må flyve med Ryanair i arbejdstiden. Dengang stemte SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten for forslaget, mens Venstre og Konservative stemte imod. Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer undlod at stemme.
Christina Lykke Eriksen håber, at de røde partier bakker op om forslaget til byrådsmødet 29. marts.
- Jeg er spændt på, hvordan Socialdemokratiet forholder sig til det, siger hun.
Borgmester Birgit Hansen fra Socialdemokratiet vil først kommentere på forslaget, når der har været gruppemøde mandag.
- Jeg tror godt, vi ved, hvad vi vil, men jeg melder ikke noget ud, før det er diskuteret med resten af gruppen, siger Birgit Hansen.