Svømmer til Norge: Klasker lige hånden i Sverige undervejs

Humøret er højt ude midt på Kattegat, hvor to gale svømmere er i gang med at sætte dansk langdistancerekord ved at svømme til Norge.

Projektet er ret vildt. To langdistance-svømmere fra Frederikshavn er lige nu i gang med et rekordforsøg, som vil gøre de fleste mundlamme: De svømmer 140 kilometer fra Grenen til Norge. 

58-årige Per Kristensen og 52-årige Anders Vestergaard hoppede mandag formiddag i bølgerne ud for Grenen, og onsdag morgen regner de med at have svømmet hele vejen til Norge.

Du kan se deres position her - kilometerantallet er dog ikke korrekt. 

Tirsdag formiddag ligger de ud for den svenske vestkyst, hvor de bliver hjulpet nordpå af havstrømmen. 

- Lige nu er stemningen god, men det har været en mørk og lang nat, fortæller René Di Nardo, som følger svømmerne i en følgebåd. 

Lykkes de to med den vilde svømmetur, vil de sætte ny, dansk rekord for længste uafbrudte svømning.

Sådan så det ud tirsdag morgen, da solen var stået op ude midt på Kattegat. De to svømmere følges af en kajak og en følgebåd på turen. 

Svømmerne har natten igennem kæmpet sig gennem mørket. Månen har ikke været synlig, så det har været bælgmørkt i vandet. 

- Derfor har de også været pressede, og vi har derfor også lavet om på deres hvilerutiner. I stedet for at stoppe med 75 minutters mellemrum for at spise, har vi skåret svømmetiden ned til en time for at holde moralen høj. 

Svømmerne har haft det koldt i nat, selvom de har våddragter på, og vandtemperaturen ligger på omkring 17-18 grader. 

- Vi har varmet vand op til kropstemperatur og hældt det ned i deres dragter i pauserne, så de bedre har kunnet holde varmen. Men både humøret og temperaturerne steg, da solen kom op i morges. 

Selvom humøret er højt i vandet, er man lidt mere forsigtig på følgebådene. 

- Alt er stadig godt, men vi sender dem ind og klapper en svensk sten for at kunne sætte det kryds på to-do-listen, inden de får lov at fortsætte. På det tidspunkt vil de mangle omkring 80 kilometer, før de er i mål. 

Opdatering 11.50 tirsdag:

I dag er det Per Kristensens fødselsdag, og han kan glæde sig over fint besøg. Den svenske kystvagt har netop været forbi følgebåden til inspektion, mens svømmerne har rundet 75 kilometers svømning. Dermed er de altså mere end halvvejs på turen. 

TV2 Nord har sætter senere i dag kurs mod Norge, hvor de to svømmere forventes at nå i mål onsdag formiddag. 

Indslag fra mandag aften. Tirsdag formiddag er svømmerne er nået til Sverige. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland