Kaosset fortsætter i Vendsyssel FF: Spillerne ved ikke, om de får løn, og klubben kan ikke stille hold til første kamp

Meget er uvist i fodboldklubben Vendsyssel FF, efter at klubbens schweiziske ejere ifølge TV2 Nords oplysninger har tømt klubkassen.

Lige nu er der langt flere spørgsmål end svar, hvad angår fremtiden i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF. Ingen i klubben har hørt fra de schweiziske ejere, der ifølge TV2 Nords oplysninger har tømt klubkassen for de omkring 4,5 millioner kroner, der var tilbage, spillerne har ingen træner eller assistenttræner til den kommende sæson, og kun 13 spillere er lige nu på kontrakt i den tidligere superligaklub.

quote - Det burde ikke ske, det er noget, man hører ske i Østeuropa

Peter Friis, Fodboldspiller, Vendsyssel FF.

Noget af det eneste, som indtil videre ikke er et stort åbent spørgsmål, er, at klubbens spillere træner klokken 10.30, og det gjorde de også tirsdag formiddag – dog uden en træner efter Michael Schjønberg stoppede som cheftræner for kort tid siden. I stedet er det klubbens erfarne målmand Peter Friis, der lige nu står for træningen sammen med klubbens teammanager Mathias Nyholm Kragh.

Det andet, der med sikkerhed vides, er, at der kun er nogle få spillere tilbage i Vendsyssel FF og et hold usynlige ejere, der er gået under jorden.

- Ordet kaos rammer meget godt lige nu, men vi kan bare ikke gøre noget ved det, siger Peter Friis, der altså lige nu må agere spillende træner i Vendsyssel FF.

Konkurs truer i det fjerne

Et andet helt stort spørgsmål i Vendsyssel FF er, hvem der skal spille klubbens første kamp i 1. division. Holdkortet tæller lige nu kun 13 spillere på kontrakt, men allerede om mindre end en måned skal Vendsyssel kunne stille med 11 mand i startopstillingen og derudover udskiftere på bænken til klubbens sæsonpremiere mod Esbjerg.

Det største spørgsmål for de 13 spillere på kontrakt i klubben og de tre ansatte uden for kridtstregerne er dog, om der står andet end et stort rundt nul på deres bankkonto i morgen, onsdag, når det er lønningsdag. Pengekassen i klubben er som nævnt ifølge TV2 Nords oplysninger blevet tømt af Vendsyssel FF’s schweiziske ejer Ahmet Schaefer, der har overført omkring 4,5 millioner kroner til sig selv fra klubkassen.

- Det er ikke anstændigt. Vi skal jo have betalt vores egne regninger til den første. Jeg tror, at det gælder alle steder, at folk vil have løn for det arbejde, de laver. Vi håber, at der er styr på lønnen i morgen (onsdag, red.) ellers må vi tage den derfra, siger teammanager i Vendsyssel FF Mathias Nyholm Kragh.

Pengene, som ejerne ifølge vores oplysninger har taget, skulle udover at gå til løn til spillerne have været brugt på at betale regninger til en række kreditorer, der har vist klubben tillid i de seneste måneder. Ifølge TV2 Nords oplysninger er der lige nu ubetalte regninger for omkring fem millioner kroner i Vendsyssel FF.

- Man tænker først, at det må være en joke, for det er professionel fodbold i Danmark, og det burde ikke ske, det er noget, man hører ske i Østeuropa eller andre steder, og det er ikke kulturen i Danmark, at det foregår på den her måde, siger Peter Friis.

Alt i alt ender de mange spørgsmål i et altoverskyggende spørgsmål for alle i og omkring klubben - om der overhovedet er en klub i 1. division til den kommende sæson, der hedder Vendsyssel FF.

Tidligere problemer med lønudbetaling

Tilbage i maj i år, mens de afgørende kampe i sidste sæsons 1. division stod på, var der problemer med at betale spillerne i Vendsyssel FF løn. Da lønningsdagen kom, stod der ingen penge på spillernes konto, men med nogle dages forsinkelse dukkede lønnen op, og klubbens ejer Ahmet Schaefer var i Hjørring, hvor han lovede fuld opbakning til spillerne og garanterede, at der nu var orden i sagerne.

Klubben blev lovet, at ejerne ville blive i båden, selvom Vendsyssel FF skulle ende med at rykke ned i 2. division. Dengang sagde Ahmet Schaefer, at Core Sports Capital, som det schweiziske firma hedder, der ejer Vendsyssel FF, ville holde fast i sit engagement i klubben, ligesom han fortalte, at ejerne glædede sig til en hel sæson, hvor de kunne få deres strategi igennem. Hvad den strategi indebærer er stadig uvist, for ejerne er ikke til at få fat i.

Her på TV2 Nord har vi forsøgt at få en kommentar fra Ahmet Schaefer og selskabet Core Sports Capital, men vores henvendelse var forgæves, ligesom det også har været for spillerne i Vendsyssel FF, når de har forsøgt at komme i kontakt med ejerne.

- Vi har ikke hørt noget fra ejerne, siger Peter Friis.

En sæson uden optakt

Lige nu plejer at være tidspunktet, hvor klubber som Vendsyssel FF gør sig klar til den kommende sæson, men med så mange ubesvarede spørgsmål, som der lige nu er i Vendsyssel FF, så er optakten til den kommende sæson nærmest ikke-eksisterende. Klubben har foreløbigt ikke planlagt en eneste træningskamp, som ellers er de kampe, hvor taktik og opstilling kan pudses af, men uden en cheftræner er det svært at lægge en taktik.

- Vi prøver at gøre det, så godt vi kan, men det er jo selvfølgelig ikke professionelt, at der ikke er struktur på træningen, siger Mathias Nyholm Kragh.

Endelig kan det ende med, at Vendsyssel FF står helt uden spillere om under en uge. Hvis klubbens spillere ikke får løn onsdag, kan spillere kræve deres løn af klubben, og hvis den ikke er udbetalt indenfor 72 timer, kan spillere få ophævet deres kontrakt og dermed skifte frit til en ny klub.

Med alle de ubesvarede spørgsmål er det fint at slutte med én stensikker ting – noget skal gøres i Vendsyssel FF.


Seneste nyt

fra Nordjylland