Kronvidne i svindelsag: Jeg var bange for nogen ville dø af det

Omfattende svindel med blandt andet holdbarhedsdatoen på laks kunne have kostet liv, mener tidligere ansat på Hirtshals-fabrikken.

Karin Silva, der kronvidne i sagen mod en tidligere direktør og ansat i den omstridte lakse-virksomhed Jelex, forklarede tirsdag i retten, at hun var bange for, at det ville koste menneskeliv, når virksomheden fuskede med listeria-rapporter.

- Jeg var bange for, at nogen ville blive syge eller dø af at spise laks med listeria, forklarede hun tirsdag i retten i Hjørring.

Karin Silva var selv ansat i virksomheden i lidt mere end et år.

Nu er hendes tidligere direktør og en tidligere kollega fra Jelex tiltalt for svindel, efter hun tilbage i 2018 anmeldte virksomheden til politiet og Fødevarestyrelsen for at fuske med listeria-prøver i forbindelse med de laks, som Jelex handlede med til primært udenlandske kunder.

Fuskede med prøver

De to tiltalte i sagen er tiltalt for i fem tilfælde at have forfalsket laboratorierapporter fra den tidligere Hirtshals-virksomhed.

Rapporter blev forfalsket, så der blev ændret i blandt andet produktionsdato, holdbarhedsdato og opbevaringsvejledning.

Desuden blev analyseresultater vedrørende listeria også ændret ifølge anklageskriftet.

Det vil sige, virksomhedens laks, der blev testet positiv for listeria, blev sendt afsted fra virksomheden med en negativ test for listeria.

Ifølge Karin Silva blev dokumenterne forfalsket på Jelex i Hirtshals, og det skete ifølge vidnet efter direktørens ordre.

- Jeg fik tilsendt en analyse, der viste, at der var testet positiv for listeria, da jeg sagde det til direktøren, sagde han, at S. (ansat, red) skulle forfalske resultatet. Jeg så umiddelbart efter, at han sidder ved computer og ændrer analysen i pdf-fil til et Word dokument. Jeg stod og så, at han ændrede resultatet fra positiv til negativ, forklarede Karin Silva.

- Jeg skammede mig

En times tid senere fik hun en besked fra chefen om, at nu var der kommet nyt test-resultat, så nu kunne hun sende den rapport videre til kunden.

Ifølge hende var der tale om den forfalskede rapport.

- Jeg skammede mig, men ville ikke miste mit arbejde. Så jeg sendte mailen med rapporten videre til kunden, forklarede hun.

Direktøren forklarede tirsdag i retten, at han ikke havde sendt noget falsk dokument angående listeria-prøver, og vidnet måtte have misforstået det - formentlig fordi der ifølge direktøren var mange dokumenter at holde styr på.

Sagen kom frem i efteråret 2018, da Karin Silva, som på det tidspunkt var ansat i virksomheden, kontaktede TV2.

- Det gjorde jeg, fordi Fødevarestyrelsen ikke svarede, og politiet henviste til Fødevarestyrelsen. Jeg havde sendt det sande og det forfalskede dokument, men der skete ikke noget. Jeg var frustreret og bange og havde svært ved at sove, forklarede vidnet.

TV2s Morten Spiegelhauer kontaktede hende efter få dage. Der blev ifølge Karin Silva lavet en aftale om, at hun skulle have mikrofon og optager med på job i forbindelse med, at hun og chefen skulle holde et møde.

Hun foretog således hemmelige optagelser fra mødet, hvor det blandt andet blev talt om situationen med at ændre testresultater.

Direktøren afviste i retten, at det var forfalskede listeria-rapporter, der blev talt om på hemmeligt optagede lydoptagelser, som kan høres i TV2s dokumentar Operation X.

Han mente, tingene er mere komplekse og uddrag fra optagelserne er taget ud af kontekst.

Ifølge vidnet handlede mødet med direktøren om, at hun var nervøs, fordi “vi gjorde nogle ting, som ikke var okay”.

- Han (direktøren,red) fortalte, at det kan godt være, vi har listeria, men vi har også advokater og forsikringer, hvis nogen dør af det, sagde vidnet.

Fødevarestyrelsen har i fem tilfælde fundet, det det tyder på fejl og fusk fra den nu lukkede Hirtshals-virksomhed.

Der falder dom i sagen tirsdag eftermiddag. Begge tiltalte nægter sig skyldige. 


Seneste nyt

fra Nordjylland