Nedbrud giver færgeforsinkelser i Hirtshals
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er onsdag forsinkelser og indtjeknings-bøvl for at komme med færgen til Norge, for indtjekningen hos Fjordline foregår manuelt.
Mange danskere rejser i denne tid på ferie, men midt i sommervarme og ferieræs er der opstået problemer med Fjordlines indtjekningssystem, og derfor er der lange køer ved færgelejet i Hirtshals.
- Det er meget bøvlet, siger TV2 Nords medarbejder på stedet om indtjekningen.
Indtjekningen foregår i øjeblikket manuelt, fordi færgeselskabet ikke kan få forbindelse til deres reservationssystem.
- Ikke optimalt
Fjordline har to færger liggende i havnen i Hirtshals med afgang mod Langesund og Kristiansand, men passagererne kan altså forvente forsinkelser.
- Det er ikke optimalt. Vi oplever forsinkelser, for det tager længere tid at tjekke ind. Lige nu er det lidt problematisk, siger koncernchef, Brian Thorsted Hansen.
Han forklarer, at kunderne vil opleve forsinkelser og en længere proces med at tjekke ind. Det er dog normal procedure ved nedbrud, at man tjekker folk manuelt ind, så de har prøvet det før hos Fjordline.
Fejlen er fundet, og koncernchefen forventer, at systemet er oppe at køre i løbet af onsdagen. Han forsikrer, at de forsøger, så godt de kan, at få løst problemet.