Far til Fire går om bord på Hirtshalsfærge
Foto: Fjord Line
Far til Fire lægger til kaj i Hirtshals, og de skal bruge statister til optagelserne.
Hirtshals går til filmen - og du kan være med som statist i den nye Far til Fire-film, når Lille Per, Søs og Onkel Anders stævner ud.
I Hirtshals er en færge snart ikke længere bare en færge. Havnen vil nemlig snart komme til at myldre med skuespillere, fotografer, teknikere og statistere, når Far til Fire lægger til kaj i det nordjyske.
Optagelserne til den nye Far til Fire-film, Far til Fire - På Toppen, foregår i Norge, skal blandt andet skydes om bord på en af Fjord Lines største færger, som danner rammen om rejsen. Fjord Line har arbejdet sammen med Asa Film i næsten et år for at sikre, at optagelserne sker i så gode rammer som muligt. Og det er heldigvis et samarbejde, der har båret frugt.
– Vi ser meget frem til samarbejdet med Fjord Line. Det betyder meget for filmens resultat, at rammerne er så gode som muligt. Med Fjord Line får vi en skøn location til filmen fortæller Marcella Dichmann, producent ved ASA Film, der producerer Far til Fire-filmene.
For Fjord Line er det også en aftale, de er glade for.
– Vi er utrolig stolte af samarbejdet omkring filmen. Vi kender jo alle Far til Fire, og det er en helt særlig oplevelse at kunne byde filmholdet og alle stjernerne om bord på vores skib, siger Lina Lägel Pedersen, markedskoordinator ved Fjord Line Danmark.
Der skal optages scener til den nye film i både Norge, ude på havet og i Hirtshals. Den 14. september ligger skibet i dok hele dagen, mens de professionelle skuespillere optager scener om bord. Har man lyst til at være statist i scenerne, kan man møde op ved Fjord Lines terminal på dagen enten klokken otte til formiddagsoptagelserne eller klokken 12 til eftermiddagsoptagelserne, som slutter cirka klokken 17. Der udvælges efter først-til-mølle-princippet.
Den 14. september inviterer Fjord Line og filmholdet også lokale borgere til en festlig dag på havnen. Det varer fra klokken otte til 17.
– Vi vil meget gerne opfordre folk i lokalområdet til at komme ned på Fjord Line terminalen i Hirtshals under optagelserne. Vi laver forskellige aktiviteter på terminalen, og da der skal bruges 80 statister under optagelserne, er der rig mulighed for at komme om bord og blive del af filmen, fortæller Lina Lägel Pedersen.