Fem døde kalve: Kvægavler frygter ulveangreb
Foto: Privatfoto
En nordjysk kvægavler frygter, at en ulv har taget livet af fem kalve.
En ulv kan have været på spil i Nordjylland igen. En kvægavler fra Blæsbjerg mellem Jerup og Mosbjerg har over de seneste dage mistet fem Hereford-kalve.
På Facebook-siden Nr. Blæsberg Hereford er der blevet lagt et billede op af de døde kalve med teksten:
- Spor efter ulven. Fem kalve fundet i Bollehede.
Kalvene var eftersigende mellem tre og fem uger gamle.
Tysk ulv er i Nordjylland
Eksperter fra Naturstyrelsen ventes at tilse kadaverne i løbet af mandagen. Her vil der formentlig blive taget DNA-prøver for at fastslå, om det er en ulv, der har angrebet Hereford-kalvene.
Det er tidligere blevet slået fast, at en tysk ulv med navnet GW781m har fundet vej til Nordjylland.
Indehaveren af Nr. Blæsbjerg Hereford ønsker ikke at udtale sig om sagen, før eksperter har slået fast, om det er en ulv, der har taget livet af kalvene.