Fortuna skuffede i sæsonpremiere: Sikrede uafgjort med få minutter igen
Karen Holmgaard sikrede uafgjort til Fortuna Hjørring med seks minutter tilbage af kampen.
Det kunne kun blive til uafgjort for Fortuna Hjørring lørdag eftermiddag.
Det kunne kun blive til et enkelt point til Fortuna Hjørring, da holdet lørdag sparkede sæsonen igang mod Ballerup-Skovlunde - BSF.
På en bane mere brun end grøn tørnede de forsvarende mestre ud med en målsætning om at fortsætte deres suveræne stil fra sæsonen 2017/2018 hvor det over over hele sæsonen kun blev til to nederlag.
Lørdag lignede det dog, at nordjyderne skulle skrive endnu et nederlag ind i kamphistorikken. BSF, der sluttede sidste sæson på en 5. plads lykkedes nemlig med, efter 58 minutters spil - i en ellers meget begivenhedsfattig kamp - at komme foran. En lang bold fra Isabell Nederby endte i kanten af feltet hos Cecilia Petersen, der fik tacklet sig fra af sin Fortuna-modstander, så hun kunne sende bolden på tværs til Amalie Thestrup, der scorede sikkert.
Herfra lignede det, at BSF skulle køre sejren hjem, men Fortuna pressede på og havde flere chancer i anden halvleg. Kampen skulle dog hen i slutfasen, før Foruna fik gavn af presset og med seks minutters igen sikrede nordjyderne sig uafgjort. En umarkeret Karen Holmgaard stod klar ved bagerste stolpe, da et indlæg fra højre drønede ind over feltet, og hun kunne let passere Naja Bahrenscheer i BSF-målet.
Fortuna fortsætter kampen for endnu et mesterskab allerede tirsdag. Her er der nordjysk derby, når oprykkerne fra Thisted gæster Nordenergi Arena i Hjørring.