Sommerhusejere begår selvtægt for at sikre kysten
Grundejere ved Lønstrup har tyet til selvtægt for at sikre deres sommerhuse
En gruppe husejere ved stranden i Lønstrup har sikret kysten ved at lægge store granitsten på fredet området. Selvtægt, mener rasende teknisk formand.
Det er selvtægt af værste skuffe, en gruppe grundejere ved Lønstrup Strand har begået, mener Ole Ørnbøl (Socialdemokraterne), der er formand for teknik og miljø i Hjørring Kommune.
Grundejerne har mandag og tirsdag fået kørt masser af store granitsten ud på stranden syd for Lønstrup. Stenene er blevet lagt på et fredet område - et såkaldt Natura 2000-område - for at sikre kysten. Grundejerne har tidligere forsøgt at sikre kysten med halmballer og nu har de så taget tungere midler i brug. Det er i strid med kystbeskyttelsesloven og fredningsbestemmelser, lyder det fra Hjørring Kommune.
- Det er langt fra i orden. Jeg kan slet ikke forstå det. Vi har haft en god dialog med grundejerne, politikere i Folketinget og Kystdirektoratet, som er myndighed på området, og så foretager de sig pludselig dette. Det er selvtægt og fuldstændig ude i hampen, at de mener, de kan tillade sig at gøre det, siger en rasende Ole Ørnbøl til TV2 Nord.
Det er uvist, hvilke grundejere der står bag den ulovlige kystsikring. Birger Christensen har tidligere haft et hus ved Lønstrup Strand. Det blev påbudt fjernet, fordi det kom for tæt på kysten, og det er hans grund, granitstenene er blevet smidt på. Han genkender ikke Ole Ørnbøls udlægning af situationen.
- Jeg ved ikke, hvem Hjørring Kommune mener, der har været en god dialog med. I alle de år, jeg havde hus ved Lønstrup, har vi grundejere udelukkende mødt modstand fra kommunen, siger Birger Christensen til TV2 Nord.
Han siger, at han ikke ved, hvordan granitstenene er havnet på hans grund.
- Men jeg vil da sige tusind tak til dem. Det er godt, at de gør en indsats for at sikre deres huse, siger Birger Christensen.
Ole Ørnbøl er overrasket over, at grundejerne har ment, at de var nødt til se stort på loven og selv skride til handling. Han fortæller, at Hjørring Kommune allerede har gang i flere initiativer for at sikre kysterne langs vestkysten, og at grundejere andre steder har været villige til at samarbejde med kommunen og Kystdirektoratet om at nå frem til en løsning.
- Jeg mener ikke, at der findes nogen særlov for grundejerne i Lønstrup. Det mener de åbenbart, så den må de jo så vise frem, siger Ole Ørnbøl.
Birger Christensen mener ikke, at grundejerne ved Lønstrup har gjort noget forkert.
- Jeg vil kalde det nødværge. Der står i grundloven, at vores ejendom er ukrænkelig. Hvis ikke der bliver gjort noget, vil flere huse styrte i havet, så jeg mener, at stenene er blevet placeret i nødværge, siger Birger Christensen.
- Jeg håber ikke, at de får tilgivelse. Andre grundejere følger loven, og hvis man tillader folk at begå selvtægt, så gør man tykt grin med dem, som følger loven. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad grundejerne ved Lønstrup har gang i, og jeg håber, at de bliver politianmeldt, siger Ole Ørnbøl.
Det er Kystdirektoratet og Naturstyrelsen, der er myndighed på området.