Nedtælling til 6. oktober kl. 19:45


TV2 Nord vil igen være med til at hylde de nordjyder, der gør en forskel for andre! For sjette gang vil vi, med jeres hjælp, kåre Årets Nordjyde.

For det kan godt være, at vi nordjyder til hverdag ikke kaster om os med flotte ord og store armbevægelser. Hverken om os selv eller andre.

Men over hele Nordjylland findes der hjælpsomme og initiativrige der på alle tænkelige måder gør noget godt for andre. Og de fortjener hyldest!

Mange af frivillige, der gør noget godt for andre, går under radaren - for de stiller sig selv bagest for netop at sætte andre foran sig. Nu er det igen tid til at give dem en plads i rampelyset.

Blandt 115 indstillinger fra jer har vores dommertrio udpeget fem nominerede som 6. oktober skal kæmpe om jeres gunst, titlen, den ikoniske statuette og de 50.000 kroner.

Det bliver et brag af en fest med musik og komik fra øverste hylde - og du kan deltage ved at købe en billet til showet på Arena Nords hjemmeside.

Mød den nye dommertrio

Dommertrioen har udvalgt de fem finalister blandt alle nomineringer - og skal udpege vinderen af prisen Årets Nordjyske Ambassadør, som vi også uddeler.


Lasse Heidelbach

Stifter af patientforeningen "Organdonation -ja tak"

Christinna Pedersen

Tidligere professionel badmintonspiller

Peter Møller Madsen

Festivalleder, Nibe Festival


Hyldest i nye rammer

Efter tre år på Vendsyssel Teater rykker Årets Nordjyde i år til nye rammer.

Det store show bliver endnu større i Arena Nord i Frederikshavn. Her vil publikum både kunne opleve uddelingen af de to store priser, kendte og upcoming kunstnere og i år hele to veloplagte værter, som med sikker hånd styrer slagets gang den 6. oktober, når alt løber af stablen.

Som altid er erfarne Morten Pedholt vært på Årets Nordjyde, men han flankeres i år af Caroline Monin, der er vært og journalist på TV2 Nord.


Årets Nordjyde byder på musik og komik fra øverste hylde

Der er efterhånden ikke længe til at TV2 Nord indtager Arena Nord i Frederikshavn for at omdanne de flotte rammer til det fantastiske Årets Nordjyde-show.

Og selvom showets hovedrolleindehavere, de fem nominerede hvoraf den ene løber med den ærefulde titel som Årets Nordjyde, endnu ikke er fundet, kan vi allerede nu fortælle, at der bliver masser at se frem til.

Årets Nordjyde har nemlig altid været præget af musik og komik fra øverste hylde - og i år er ingen undtagelse.

Pauline

Pauline Aggerholm, der blot laver musik som Pauline, er et af de helt klare stjerneskud på den danske musikhimmel. Med sin første single ’Ny og næ’ lykkedes det den unge sangerinde at blive P3’s uundgåelige i foråret sidste år - og med opfølgeren ’Noget for nogen’ blev hun den mest spillede artist i dansk radio i august sidste år. Hendes debutalbum er lige på trapperne og efter en hæsblæsende festivalsæson, der har budt på koncerter på både Smukfest og på Nordjyllands største festival Nibe Festival, tager Pauline til november på en intensiv turne rundt i Danmark. Inden da lægger hun dog vejen forbi Arena Nord og spiller festen til Årets Nordjyde godt i gang. Glæd jer!



Ericka Jane

Ericka Jane er endnu en stjerne på den danske musikhimmel, der lægger vejen forbi Arena Nord i Frederikshavn. Selvom Ericka Jane er blot 27 år har hun leveret hits helt tilbage fra 2015. Ja, det er faktisk syv år siden at ’Favourite Lie’ kom ud - og seks år siden at ’Bad Like You’ ramte radioerne i hele landet.

Hele året har numre som ’I Say Stupid Things’, ’Forget Beeing Sober’ og ikke mindst kæmpehittet ’Strangers In The Night’ været i rotation på de danske radiostationer - og sidste år endte Ericka Jane da også med at være ibalndt de de 10 mest spillede danske artister og bands i radioen - i selskab med Andreas Odbjerg, Jada, Drew Sycamore og andre fra den helt tunge musikliga. I Arena Nord spiller Ericka Jane akustisk og intimt for os. Det bliver fantastisk.



Jonas Mogensen

Serien ’Minkavlerne’ har været et gigantisk hit - og de to komikere bag serien har fået katapulteret deres karrierer helt til tops. Jonas Mogensen spiller Allan i Minkavlerne. En karakter, der skal ses og som ikke kan forklares på retfærdig vis - og som er meget langt fra den Jonas Mogensen, der går på scenen som standupper. Hans facon er unik - og meget nordjysk. Den talentfulde komiker leverede punchlines i verdensklasse på en måde der er så tør, at man bliver en anelse tørstig af at se ham på scene. Og vi elsker det!



TORSDAG

Årets Nordjyde har efterhånden udviklet en solid tradition for at give nordjyske upcoming artister og bands en plads på scenen. Sidste år fik bandet Vingard, med sanger Tine Vingaard i spidsen, chancen - og siden har hun kastet alle kræfterne efter musikkarrieren og skifter Aalborg ud med Berlin.

I år er det bandet TORSDAG, der får en plads i spotlightet til det vi mener er Nordjyllands vigtigste prisuddeling. TORSDAG vandt i maj Bandbattle på Skråen i Aalborg, så selvom du sandsynligvis har til gode at høre deres sange, garanterer vi at de allerede nu kan levere foran et live-publikum.