Efter sygemelding: Onkel Reje gav smil og glæde til nordjyderne
Onkel Reje var for første gang på scenen til sit eget gameshow, efter at han i fire uger var sygemeldt grundet trusler og chikane.
- Han er sjov.
Hvorfor det?
- Fordi han ikke kan lide at gå i bad ligesom mig, griner Sofie Billeskov, der er otte år.
Det er Onkel Reje, som Sofie Billeskov referer til. Hun var nemlig blandt de flere hundrede børn og voksne, der lørdag var mødt op i Fårup Sommerland for at se Onkel Reje for første gang på scenen til sit eget gameshow, efter at han i fire uger var sygemeldt grundet trusler og chikane.
- Han pakker ikke børn ind i vat, han kan godt tage noget pis, og det, synes jeg personligt, er rigtig fint. Vi siger også tingene meget ærligt derhjemme, forklarer mor Betina Billeskov.
- Jeg tror, at den periode, som onkel reje har været væk, har været med til at lave et opsparet behov for at komme ud og se ham igen, så det er helt sikkert medvirkende til, at mange vil ud og kigge og give ham et godt skulderklap videre til de næste shows, han skal holde, forklarer Niels Jørgen Jensen, der er administrerende direktør for Fårup Sommerland.
Smil og glæde blandt publikum
Mads Geertsen, der er personen bag Onkel Reje, blev sygemeldt, da nogle forældre var så forargede over karakteren, at det førte til chikane. Siden har opbakningen til Onkel Reje været massiv.
- Det er i hvert fald helt sikkert, når man ser pladsen herinde i dag, så er der mange forældre og børn, som følger onkel reje og synes, det er nogle sjove og skøre shows, så på den måde har han en enorm tiltrækningskræft, erkender direktøren.
Der var også både smil hos børn og forældre under Onkel Rejes første skideskøre show.
- Jeg synes det er sjovt. Børn trænger også til at få ærligheden, sandheden og direktheden, som han har, anerkender Betina Billeskov.
Og der går heller ikke lang tid, før Betina Billeskov igen får muligheden for at opleve Onkel Reje.
- Det skal vi faktisk allerede om et par uger. Der kommer han nemlig til Gandrup til byfesten der, så det bliver sjovt igen.
Se hele indslaget om Onkel Rejes optræden herunder: