Coronapandemien får flere danske turister til Jammerbugt Kommune
Foto: Mie Mølbak / TV2 Nord
Rejsetrængende nordjyder har fra marts måttet kigge langt efter eksotiske feriedestinationer. Mange har derfor holdt ferie i Danmark, og i Jammerbugt Kommune er antallet af danske turister steget 25 procent sammenlignet med sidste år.
Coronavirussen har sat sit præg på hele verden - inklusive danskernes rejsemønstre. Og for Jammerbugt Kommune her de restriktive rejsemuligheder betydet, at Blokhus, Slettestrand og Thorupstrand har været særdeles velbesøgt første halvdel af 2020.
Faktisk er Jammerbugt Kommune den nordjyske kommune, som danskerne har besøgt mest i perioden fra januar til august.
Borgmester er spændt på efteråret
Tallene for danske turistovernatninger glæder borgmester Mogens Christen Gade (V), der ser frem mod efteråret.
- Udbuddet af muligheder i Jammerbugten spænder vidt. Vi har både spændende aktiviteter, events og en rigtig flot natur, og det kan vi se appelleret til danskerne. Vi har haft en flot fremgang i år i antallet af danske overnatninger, det er blevet til en fremgang på 25,8 procent, og vi er spændte på at se, hvordan efteråret udvikler sig, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
En opgørelse viser, at kommunen havde 192.794 flere danske overnatninger i 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.
Mange af vores tilbud har naturen som omdrejningspunkt, hvor der er god plads til at være alene eller sammen med god afstand. Og det har formentlig givet danskerne en vis tryghed, når de har skullet vælge et sted at holde ferie i år.
Line Renée Thellufsen, Erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune.
Samtidig har markant færre udenlandske turister som følge af coronkrisen har besøgt feriedestinationerne i Jammerbugt Kommune. Samlet set betyder det, at der har været 38.009 færre overnatninger i forhold til 2019.
Men der er stadig et efterår og en vinter i udsigt - sammen med en stigende coronasmitte blandt danskerne. Erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune, Line Renée Thellufsen, forventer dog, at den positive tendens vil fortsætte året ud.
- Mange af vores tilbud har naturen som omdrejningspunkt, hvor der er god plads til at være alene eller sammen med god afstand. Og det har formentlig givet danskerne en vis tryghed, når de har skullet vælge et sted at holde ferie i år. Den tendens forventer vi fortsætter i løbet af efteråret, forklarer Line Renée Thellufsen, der er erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune.
Én af ting, som kan opleves dette efterår i Nordjylland, er Skulpturparken i Blokhus, der er blevet iklædt 1,5 millioner julelys: