Nyt læge – og sundhedshus på vej i Aabybro
Foto: Mette Svenningsen
Jammerbugt Kommune får penge til at lave Kultur- og ErhvervsCenteret i Aabybro om til et nyt læge – og sundhedshus.
Et læge- og sundhedshus med to læger samt andet sundhedsfagligt personale er på vej i Aabybro, når lokalerne i Kultur- og ErhvervsCenteret inden længe bliver bygget om til et læge – og sundhedshus.
Det kommer til at ske, efter Jammerbugt Kommune har fået bevilliget penge til det nye læge – og sundhedshus fra en pulje under den kommende sundhedsreform, som regeringen er på vej med.
Det kan foregå ret hurtigt med at få etableret læge- og sundhedshuset, for alle er klar, og vi kender allerede de investeringer, der skal foretages
Mogens Gade, borgmester
Jammerbugt Kommune har fået tildelt 1,315 millioner kroner til projektet, og bidrager selv med en egenfinansiering på 170.000 kroner. Pengene skal bruges til ombygning af Kultur- og ErhvervsCenteret, så kontorlokalerne i stedet kan bruges som lægeklinik.
- Det er glædeligt, at vi får pengene. Det kan foregå ret hurtigt med at få etableret læge- og sundhedshuset, for alle er klar, og vi kender allerede de investeringer, der skal foretages, siger borgmester Mogens Gade (V) fra Jammerbugt Kommune.
Da Sundheds – og Ældreministeriet slog en pulje på 200 millioner kroner op, modtog ministeriet i alt 48 ansøgninger, og der blev ansøgt for næsten 800 millioner kroner. Ifølge ministeriet var den første fordeling et udtryk for skarp prioritering mellem puljens samlede størrelse og de indkomne ansøgninger.
Jammerbugt Kommune fik i første omgang afslag på ansøgningen, men da Vordingborg Kommune valgte at takke nej til deres tildelte midler, gik midlerne alligevel til Jammerbugt Kommune.
- Kommuner og regioner har vist stor interesse for den her pulje, og det betyder, at vi får nye læge – og sundhedshuse i 26 af landets kommuner til gavn for patienterne. Jammerbugt Kommune og de øvrige kommuner er selv med til at finansiere projekterne, så det her viser i høj grad, at kommunerne tager problemstillingen alvorligt, og er klar til at bidrage til løsninger, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Puljen på 200 millioner kroner til læge – og sundhedshuse er en del af den sundhedsreform, som regeringen kommer med senere på året. Læge- og sundhedshusene skal give patienterne kortere vej til bedre og flere typer af behandling, og sikre en bedre geografisk balance på sundhedsområdet.
Der er en bekymrende stor mangel på læger i Nordjylland, men med lægehuset i Aabybro er vi oppe på at støtte syv nye læge – og sundhedshuse i regionen
Ellen Trane Nørby, sundhedsminister
- Der kommer til at være i hvert fald to nye læger. Det er jo mange i den store sammenhæng, og det vil være med at åbne op for frit lægevalg. Det er der mange i denne ende af kommunen, der kan få glæde af, siger borgmester Mogens Gade.
Kultur- og ErhvervsCentret ligger ved Søparken i Aabybro, og rummer i dag flere erhvervsvirksomheder, Jammerbugt Kommunes erhvervscenter og Vækst Jammerbugt.
- Jeg er ikke i tvivl om, at borgerne i Aabybro og omegn vil få stor gavn af det nye læge- og sundhedshus. Der er en bekymrende stor mangel på læger i Nordjylland, men med lægehuset i Aabybro er vi oppe på at støtte syv nye læge – og sundhedshuse i regionen. Det betyder, at flere kan vælge en læge tættere på sig selv, og at for eksempel kronisk syge patienter ikke skal køre så meget, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.