Fiskeri i dele af Kattegat kan være slut
Det får alvorlige konsekvenser for fiskeriet på Læsø hvis store dele af Kattegat fredes for fiskeri.
Det kan have store konsekvenser for Læsø, hvis det bliver besluttet at store dele af Kattegat skal fredes for fiskeri. Miljøministeren og fødevareministeren skal torsdag redegøre for de konsekvenser, der er ved forslaget.
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) skal torsdag redegøre for, hvilke konsekvenser deres forslag om at frede dele af Kattegat for fiskeri, kan have. Læsøs borgmester Tobias B. Johansen (V) og den nordjyske folketingskandidat Kristian Andersen (V) følger torsdag miljøministeren og fødevareministeren.
Det er borgmesteren og den nordjyske folketingskandidat, der har sørget for at Venstres fiskeri- og miljøordfører har indkaldt miljøministeren og fødevareministeren til samrådet i Folketinget miljøudvalg og fødevareudvalg.
-Vi krydser fingrene alt det, vi kan. Læsø lever af fiskeriet, og af de aktiviteter, der er i fiskeriet og fiskeindustrien. Vi er hjemsted for verdensstørste eksport af jomfruhummer, som primært fanges lige præcis der, hvor de to ministre vil frede. Det er samtidig vigtige områder for fiskeri af torsk, hvillling og rejer. De lukker Læsø, hvis de fastholder fredningen på de steder, de har foreslået, siger Læsøs borgmester, Tobias B. Johansen (V).
Tobias B. Johansen og Kristian Andersen har involveret Nordjyllands borgmestre og Danmarks Fiskeriforening. I sidste uge havde man møde med miljøminister Kirsten Brosbøl, hvor man prøvede at tale det nordjyske fiskeerhvervs og Læsøs sag.
-Vi foreslår derfor, at regeringen lytter til de mennesker og de arbejdspladser, der påvirkes af deres forslag - og indarbejder de forslag, Danmarks Fiskeriforening har fremsendt til Miljøministeriet og Naturstyrelsen. Det vil fuldstændig leve op til, hvad der ligger i EU's havstrategi. Der vil være særlig beskyttelse af de særligt områder, der er udsatte. Og det vil sikre, både fiskeri, fiskeindustri og arbejdspladser på havnene i de nordjyske fiskerihavne. Det burde lægge til højre-benet, hvis vi skal tage ministrenes snak om vækst og arbejdspladser alvorligt, siger den nordjyske folketingskandidat Kristian Andersen (V).