Blotter på spil i Arden

To identiske episoder med mand, der blotter sig og onanerer i bilen, mens han kører forbi unge piger.

En blotter er for tiden på spil i Arden, hvor der indenfor de seneste dage har været to identiske hændelser med en mand i en bil, der blotter sig og onanerer i bilen.

Senest i går mellem klokken 14.15 og 14.30, da to skolepiger på 15 år var på vej hjem fra Arden Skole på Storardenvej.

Her ser de en bilist, der dytter for at gøre opmærksom på sig selv.

- Han har trukket bukserne ned i bilen og onanerer, mens han passerer pigerne, forklarer politikommissær Mikkel Brügmann fra efterforskningscenter Himmerland.

Pigerne beskriver bilen som en mindre grå Seat.

Mikkel Brügmann fortæller, at der tirsdag den 15. juni i Østergade i Arden fandt en lignende episode sted ved 14-tiden.

- Her er det to piger på 14 og 15 år, der også bliver udsat for en bilist, der dytter, mens hans blotter sig og i det hele taget med samme fremgangsmåde som episoden onsdag ved skolen, siger Mikkel Brügmann.

Her var der også tale om en mindre grå bil, og manden i bilen beskrives som 40 til 45 år og lys i huden.

- Vi søger vidner til episoderne og håber, at nogen har set noget, siger Mikkel Brügmann.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland